Spar Nord Amager hjælper Amager Volley med klubhuset

Dejlig pengegave på 50.000 kr. til Amager Volley Klub, der skal bruge beløbet til forbedringer i klubhuset 

Filialdirektør Erdal Uzun fra Spar Nords filial på Amagerbrogade omgivet af glade spillere fra Amager Volley Klub.


Amager Volley har stået med et tomt klubhus siden foråret, men takket være en donation fra Svar Nord på Amager har klubben nu råd til møbler, pokalskab og alt det andet, klubhuset mangler.

Og glæden var stor, da Sundby Idrætspark på Englandsvej gav Amager Volley to omklædningsrum, som de kunne omdanne til klubbens nye klubhus. Der blev samlet penge ind til renoveringen af omklædningsrummene og til indretningen, men så begyndte udfordringerne at melde sig:

Pengekassen var tom

“Projektet trak længere og længere ud på grund af corona-situationen, og det gav markant større omkostninger til renoveringen, end vi havde budgetteret med, blandt andet fordi byggematerialerne blev dyrere. Så da entreprenøren var færdig, stod vi med et fint klubhus, men uden penge til at indrette det”, fortæller Sofie Godske fra Amager Volley.

Hjælp på 50.000 kr.

Spar Nord Fonden trådte dog til med en donation på 50.000 kroner til klubben, så klubhuset nu endelig kan indrettes.

“Det betyder at vi nu endelig kan skabe de rammer, vi har drømt om, og det gør en kæmpe forskel for det sammenhold, fællesskab og klubliv, vi kan have. Hvis ikke vi havde støtten fra Spar Nord, ville det slet ikke være muligt at skabe et sted, hvor både unge og ældre medlemmer af klubben kan være sammen uden for banen, så det er vi meget taknemmelige over”, tilføjer Sofie Godske.

Lokalforankret bank

“Som lokalforankret bank har vi et stort ønske om at bidrage til et stærkt og aktivt kultur-, sports- og foreningsliv i lokalområdet. Vores klubber og foreninger skaber fællesskab, sammenhold og gode oplevelser, og det vil vi rigtig gerne støtte op om. Amager Volleys manglende indretning af klubhuset var helt oplagt måde for os til at bakke op om netop det, så vi er meget glade for på vegne af Spar Nord Fonden at kunne give klubben økonomisk opbakning til det,” fortæller Erdal Uzun, afdelingsdirektør i Spar Nord Amager.

Pengene skal blandt andet bruges til at indrette et køkken, et sofaområde og på pokalskabe til volleyklubbens nye klubhus.

 

 

 

Seneste artikler

 

Fik du læst?