”Kræmmer Grillen” i Dragør har fået egen chefkok, der byder på særligt lækre grillpølser, burgere og flæskestegssandwich tilberedt af de bedste og mest friske råvarer

Den populære pølsevogn og grill ved den lige så populære “Kræmmergården” i Dragør har fået ny indehaver og ny “chefkok”.
Og det er faktisk en rigtig kok, og endda en af de dygtige af slagsen, der fra nu af tager sig af specialiteterne i vognen, der nu har fået navnet “Kræmmer Grillen” – kendt og elsket af de mange kunder, der dagligt besøger ”Kræmmer Gården” i Dragør med de mange spændende antikviteter og alt muligt andet.
Det er den islandske kok Stefan Haldorsson, der bl.a. vil servere en “Kræmmerdreng” – en grillet, stor pølse, der smager ligegodt hvad enten den dyppes i stærk sennep, tomatketchup, remoulade eller hvad man nu foretrækker. “Kræmmerdrengen” vil garanteret blive et hit.
(Artiklen fortsættes under billedet)

Men Stefan Haldorsson har meget andet at byde på og vil forsøge at give ”Kræmmer Grillens” specialiteter et løft – også i form af den bedste flæskestegssandwich, der fås i miles omkreds – primært på grund af de absolut fineste råvarer, der sikrer en saftig steg og en sprød svær, fortæller han.
Lækre burgere
Stefan går meget op i sine hjemmelavede dressinger, som han mener giver de lækre burgere et kæmpeløft: Vælg f.eks. mellem bearnaise, hvidløg eller paprika. Burgerne serveres i en Brioche-bolle og tilberedes naturligvis med friskhakket oksekød, sprøde salater som f.eks. en Serranosalat eller en lækker mixed salat.
Fremover kan man fortære lækre sandwich, fritter og sweetpotatoes, pandekager, belgiske vafler og meget andet, der skal gøre “Kræmmer Grillen” til andet og mere end blot et sted, hvor man får stillet den værste sult. Kaffe, te eller varm kakao samt øl, vin og vand er naturligvis også på menuen.
Kræmmer Grillen vil fremover holde åbent fra kl. 11 til 20 – og naturligvis også være klar med hele menukortet, når Kræmmergården holder loppemarked i weekenden 27. og 28. august.