Velkommen støtte til Sundby Sejlforening

En donation på 50.000 kroner skal bogstavelig talt sikre bedre vind i sejlene hos en af landets største sejlklubber.

Afdelingsdirektør Morten Gravlund Lyndrup (tv.), og direktør Anders Baun Hübschmann (th.) fra Spar Nord Amager overrække donationsbevis til Claus Brask Thomsen, formand for Sundby Sejlforening.

 

Sundby Sejlforening råder i alt over 28 både i forskellige størrelser i deres ungdomsafdeling, og donationen på k. 50.000 fra Spar Nord på Amager skal bruges på at anskaffe nye sejl til flere af bådene.

“Sejlene er dem, der driver bådene, og de bliver slidte og langsommere med årene. Når man har så mange både, som bruger deres sejl hver dag, så medfører det et ret voldsomt slid på dem, og de går simpelthen i stykker i takt med at de bliver slidt, gamle og møre. Det er en nødvendig, men kostbar opgave for en klub som vores at vedligeholde vores udstyr, for der er stort slid på materiellet,” forklarer Claus Brask Thomsen, der er formand i Sundby Sejlforening.

Banken bidrager

“For Spar Nord Amager er det vigtigt at bidrage til et stærkt fritids- og sportsliv i lokalområdet. Derfor er vi også virkelig glade for, på vegne af Spar Nord Fonden, at donere 50.000 kroner til Sundby Sejlforenings ungdomsafdeling. For mange bliver sejlsporten jo en interesse for livet, og vi er glade for at kunne bidrage til, at endnu flere unge får øjnene op for sporten. Og for det store fællesskab, der er blandt de 1200 medlemmer i alle aldre i foreningen,” siger Anders Baun Hübschmann, der er direktør i Spar Nord Amager.

Vigtigt ungdomsarbejde

Spørger man Claus Brask Thomsen, er betydningen af nye sejl til ungdomsafdelingen af stor betydning, hvis man ønsker at tiltrække og fastholde unge til sejlsporten.

“Ungdomsarbejdet i klubben er højt prioriteret, for vi er jo i hård konkurrence med andre sportsgrene og interesser. Hvis vi skal fastholde de unge, kræver det gode trænere og at materiellet er i orden. Sejler man kapsejlads med for dårligt eller slidt udstyr, er man simpelthen for langsom på vandet, og hvis ikke forholdene er i orden, ved vi, at de unge søger andre steder hen. Derfor er vi også meget glade for den hjælp og støtte, vi har fået fra Spar Nord Fonden,” slutter formanden.

Sundby Sejlforening er med sine 1.200 medlemmer en af landets fem største sejlklubber.

 

Seneste artikler

Luftkrig over Amager

Der var konfrontationsstemning, da Københavns Lufthavn fortalte om sine udviklingsplaner ved et nabomøde i den forgangne uge.

 
 

Fik du læst?