Ny idrætspark i Ørestad

 – og så får Sundby Idrætspark og omklædningsrummene på Kløvermarken en tiltrængt make-up..

Nu får Sundby Idrætspark en make-up. (Arkivfoto)

 

Københavns Kommune har med det nye budgetforlig og den såkaldte “Idrætsmilliard” fået mulighed for at bruge 860 millioner kroner ekstra på idrætsfaciliteter i perioden 2022-2030. Og på den måde sikre, at flere kan dyrke idræt, og færre skal vente.

Initiativerne spænder vidt fra helhedsplaner for Valby og Sundby idrætsparker, en ny idrætspark i Ørestad, omklædningsrum på Kløvermarkenj og penge specifikt til street-idræt.

Det er aftaleparterne blevet enige om, og det glæder kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard:

“Det er fantastisk, at idrætten nu får et velfortjent løft. Med Idrætsmilliarden sikrer vi et løft af idrætsmulighederne, som kommer både nutidige og fremtidige københavnere til gavn”, siger hun.

Det skal både ske gennem forbedringer og udvidelser af eksisterende idrætsanlæg og haller og ved etablering af nye.

 

Fornyede idrætsparker i Sundby og Valby

 

Sundby Idrætspark og Valby Idrætspark er som en del af Idrætsmilliarden blevet udpeget som to eksisterende idrætsanlæg, der over de kommende år står overfor et markant løft.

Der har været udarbejdet forskellige scenarier til helhedsplaner for de to parker. Helhedsplaner som indeholder forskellige typer af idrætsaktiviteter, som fodboldbaner og indendørs haller.

I Sundby Idrætspark skal der blandt andet ske en renovering af eksisterende haller, anlægges ny svømmehal, multihal, tennishal samt kunstgræsbane.

Det glæder kultur- og fritidsborgmesteren:

“Det bliver virkelig godt, når Sundby og Valby Idrætspark hver især står færdige. Jeg håber, at det vil skabe stærke lokale idrætsmiljøer, hvor foreningslivet- og idrætsklubber kommer til at spille en stor rolle i hverdagen for børn og voksne”, siger hun.

 

Ny idrætspark i Ørestad

 

Ørestad Idrætspark skal placeres ved Metrovej øst for Vestamager metrostation. Idrætsparken kommer til at bestå af et fodboldanlæg med flere kunstgræsbaner, tilhørende klubhus og streetarealer. Ørestad Idrætspark skal opføres i perioden 2023-2026. Det er der afsat 54,7 millioner kroner hertil.

Der er afsat 1,7 millioner kroner til at planlægge byggeriet af omklædningsfaciliteter i idrætsanlægget på Kløvermarken.

Der har været arbejdet med flere mulige versioner af et nyt klubhus. Det er besluttet at arbejde videre med scenarie, som indeholder omklædningsfaciliteter og lokale til vægtløfterklubben AK Thor.

Seneste artikler

Fik du læst?