Yannich skal forbinde Dragør med USA

Nordic Fos i Dragør har planer om også at etablere sig i USA og her kommer Yannich Saxo Larsen, der er eksportassistent, til at spille en nøglerolle og være bindeled mellem hovedsædet i Dragør og USA i forbindelse med den første produktion   

Yannich Saxo Larsen – til USA

 

Af Lene Dam Jørgensen

Yannich Saxo Larsen begyndte i januar hos Nordic Fos i Dragør som eksportassistent. Virksomheden har planer om at etablere sig i USA ved at oprette kontor og robotstyrede produktioner på både øst- og vestkysten. Her får han en nøglerolle og skal være bindeled mellem Dragør og USA, når den første produktion bliver etableret.

Udbrede kendskabet

Yannich skal være med til at løfte virksomhedens profil udadtil ved at udbrede kendskabet til de gulvvarmeplader, som Nordic Fos udvikler og sælger i Danmark samt på udenlandske markeder. Han har også skullet lære om, hvordan systemerne samles og pakkes på virksomhedens robotudstyrede lager. Hos Nordic Fos skal de ansatte nemlig være klar til at hjælpe, og det er i bogstavelig forstand.

”Hos Nordic Fos hjælper vi hinanden. Alle træder til, hvor der er brug for det. Vi har en dygtig produktionschef, der betjener vores højteknologiske lager i Dragør. Men han skal også holde lidt fri en gang imellem. Så for at sikre, at leverancerne kommer afsted, må vi andre holde øje med robotterne i perioder, ” siger Yannich.

Nordic Fos udvider

I februar var Yannich i New York med direktøren for Nordic Fos. Det var Dansk Industri der havde arrangeret rejsen, hvor delegation fra mødtes med repræsentanter fra staten New York. Her er der planer om at gøre byen mere bæredygtig gennem grønne renoveringer. På det punkt er Danmark langt fremme, forklarer Yannich.

”Der er stor interesse i danske virksomheder som Nordic Fos på grund af vores grønne profil. Rejsen førte mange kontakter og netværksmuligheder med sig. Jeg forventer, vi har gode muligheder for at sælge vores gulvarmeplader i USA. Amerikanerne kan dog bedst lide, at der står ’made in USA’ på produkterne, så derfor vil vi gerne producere gulvvarmesystemerne til det amerikanske marked lokalt. ”

Bæredygtig produktion

Nordic Fos udvikler energieffektive gulvvarmeplader, som giver gulvvarmesystemer, der har et minimalt energiforbrug. For virksomheden er det også vigtigt, at den i produktionen bidrager til grøn omstilling. Den målsætning passer godt til Yannich, da han selv interesserer sig for miljøspørgsmål.

Ved den svenske og finske produktion af XPS-plader og aluminiumsfolie, der indgår i gulvvarmepladerne, kommer energien fra vandkraft. Også ved færdiggørelsen af gulvvarmepladerne på det danske fuldautomatiske lager bruger man vedvarende energikilder. Nordic Fos optimerer transporten og søger de mest fornuftige materialevalg og produktionsmetoder, alt sammen for at sænke udledningen af CO2, fortæller Yannich.

Erfaring med salg og marketing

Yannnich er 30 år gammel og bor på Amager og ikke langt fra Nordic Fos’ hovedsæde i Dragør. Han blev uddannet i erhvervsjura og -økonomi på CBS i 2015 og har siden arbejdet med salg og marketing i forskellige virksomheder.

 

Seneste artikler

 

Fik du læst?

Historier om de forfulgte

Torsdag 29. september fra kl. 16.30 inviterer Korsvejskirken til en aften, hvor sognepræst Julie Aaboe fortæller om det forfulgte mindretal med særlig fokus på Afghanistan

Læs mere »