Amager-butikker vil have julebelysning på Amagerbrogade

Foreningen Amager Butikkerne vil have julebelysning på Amagerbrogade – omend i noget begrænset omfang.

Butikkerne på Amagerbrogade vil gerne have julebelysning i år. (Foto: Finn Edvard)

 

Foreningen Amager Butikkerne omfatter omkring 175 handlende og andre virksomheder på Amager, og foreningen har i 45 år sørget for, at der er julebelysning på og omkring Amagerbrogade.

“Og i år vil vi naturligvis også gerne bidrage med den traditionelle julebelysning i december,” lyder det fra foreningen, der fortæller:

“Julebelysningen er til glæde for de hundredtusindvis af mennesker der færdes i området i måneden op til jul. Samtidig gør julebelysning en væsentlig forskel for butikkerne.”

To hårde år

Butikkerne har været gennem to hårde år i forbindelse med pandemien. Og allerede nu kan mange handlende tydeligt mærke, at forbruget er faldende. Der kommer færre kunder i butikkerne, og de køber mindre end de plejer. Derfor bliver julehandlen afgørende for mange butikkers fortsatte eksistens, oplyser foreningen.

“Vi mener, det kan gøre en positiv forskel for handlen, at der er lys i gaderne i december. Vi tror på at det får flere til at handle lokalt. Og vi mener at det er i alles interesse, at vi har et levende og mangfoldigt handelsliv på Amager,” siger bestyrelsen for Amager Butikkerne, der fortsætter:

I begrænset omfang

“Derfor er det vores intention og håb, at det vil være muligt at tænde for julebelysningen. Om nødvendigt i begrænset omfang. Det plejer vi at gøre den sidste lørdag i november, hvor det populære juleoptog løber af stablen.

Det er værd at bemærke, at vi benytter LED pærer til julebelysningen. Desuden bliver der monteret timere på alle kæderne. Det betyder at vi kan begrænse tiden hvor lyset i kæderne er tændt. Dermed bliver elforbruget yderst minimalt.

På nuværende tidspunkt planlægger vi efter og håber derfor på, at kunne gennem- føre julebelysningen og juleoptoget, i en eller anden form. Men der er to måneder før vi skal tage endelig stilling til hvad vi gør.  Indtil da følger vi udviklingen tæt og er i dialog med vores medlemmer. Og hvis det bliver nødvendigt, er vi naturligvis klar til at ændre planer og handle med kort varsel,” lyder det fra Amager Butikkerne.