Fremad Amager Elite indgår rekordstor sponsoraftale med Unisport og Hummel

Når Fremad Amager tager imod Hobro på søndag, bliver det iført helt nye trøjer. Den ambitiøse 1. divisionsklub har netop indgået rekordstor sponsoraftale med Unisport og Hummel.

Fremad Amager – nye flotte trøjer

 

De kommende fire år skal 1. divisionsklubben Fremad Amager spille i blå-hvide trøjer fra Hummel.

Det ligger fast, efter Fremad Amager Elite ApS, der er firmaet bag ’Øens Hold’, netop har indgået den største enkeltstående sponsoraftale i klubbens historie med Danmarks største fodboldshop, Unisport, samt sportsbrandet Hummel.

Aftalen træder i kraft med det samme og løber frem til sommeren 2027. Det betyder, at Fremad Amager allerede fra søndag, når klubben tager imod Hobro hjemme i Sundby Idrætspark, vil være iklædt nye Hummel-trøjer, der også snart vil være tilgængelige for klubbens fans på Unisport.dk.

“Det er en aftale, som vi har arbejdet med i længere tid, og som har stor strategisk betydning for os – både økonomisk, men også markedsføringsmæssigt, hvor vi gennem Unisports platform får markant bedre mulighed for at afsætte spillertrøjer og merchandise til vores meget loyale og dedikerede fanbase på Amager, men også i andre dele af landet,” siger Carsten Boldt, marketingdirektør i Fremad Amager.

Stolte traditioner
Aftalen dækker beklædning på og uden for banen til Fremad Amagers førstehold i 1. division samt til spillerne på AC Amager Academy og breddeklubben Boldklubben Fremad Amager.

Hos Hummel glæder Steffen Ravn, Key Account Manager for Teamsport, sig over aftalen.

“Fremad Amager er en klub med stolte traditioner og store ambitioner, der værdimæssigt passer ufatteligt godt til det, vores brand står for. Selvom placeringen i tabellen ikke afspejler ambitionsniveauet hos hverken klubben og fansene, er det alligevel lykkedes at samle Amager om det langsigtede projekt – det er et projekt, som vi rigtig gerne vil være en del af,” siger han.

Flere tilskuere
Fra starten af forårssæsonen har Fremad Amager for alvor sat tryk på markedsføringen af ’Øens Hold’, hvilket på kort tid har mere end fordoblet antallet af tilskuere til et stykke over 2.000 til hjemmebanekampene i Sundby Idrætspark.

Den udvikling er heller ikke gået Unisports næse forbi.

“Med så mange fans, der finder vej til lægterne, ser vi naturligvis også et stort potentiale i samarbejdet. Fremad Amager har en stor følgerskare og sammen med akademiet og breddeklubben giver det os en mulighed for at få fodbolddrømme til at blive til virkelighed i alle former og størrelser. Vi tror på, at vi med vores stærke forankring i fodbolddanmark kan understøtte den positive fremgang og skabe en endnu stærkere identitet blandt klubbens mange fans,” siger Mikkel Joakim Sass, Head of Team Sales hos Unisport.

 

Seneste artikler

Arkivfoto.

Øresundsregionen oplever positiv udvikling

Øresundsregionen viser tegn på fortsat positiv udvikling i integrationen mellem Danmark og Sverige. Ifølge det nyeste Øresundsindex, som er steget fra 102 til 106 inden for et år, er der stadig stort potentiale for yderligere forbedringer. Det nye indeks fremhæver, at fire indikatorer er steget, tre er uændrede, og to er faldet sammenlignet med året før.

Rotor med møllevinger bliver hejst ned for at gøre det muligt at udskifte hovedaksel og gearkasse. Foto: Per Heegaard / HOFOR.

Mekanisk førstehjælp til havvindmøller

I pinsen kunne man se en stor pram med mobilkran arbejde på tre havvindmøller ud for København. HOFOR udskiftede mekaniske dele for at forlænge levetiden for de ikoniske havvindmøller på Middelgrunden, så grøn strøm kan fortsætte med at forsyne Hovedstaden i mange år fremover.

 
 

Fik du læst?