FJERNVARME: Tårnby kommune har allerede et fjernvarmeselskab, Tårnby Forsyning, og nu skal Dragør også have stiftet og etableret et fjernvarmeselskab, og det har kommunerne de sidste par måneder arbejdet sammen om.

Dragør Fjernvarmeselskab skal nu dannes og vil blive en afdeling i Tårnby Forsyning. Bestyrelsen kommer til at bestå af fem medlemmer fra Tårnby kommunalbestyrelse og tre medlemmer fra Dragør. Tårnby vil have formandsposten og Dragør kommune vil have næstformandsposten. Selvom det er et Dragør-selskab, er gældende regler for at handle varme med hinanden, at Tårnby skal have størstedelen af bestyrelsesposterne.
Der er nedsat en politisk styregruppe med repræsentanter fra begge kommunalbestyrelser. Styregruppen er i gang med at forberede arbejdet, ligesom forvaltningerne og Tårnby Forsyning arbejder tæt sammen. Dragør fjernvarmeselskab forventes at blive stiftet i juni 2023.
Etablering af fjernvarmerør
Aktuelt arbejder kommunerne også med at projektere det konkrete gravearbejde og de forskellige delprojekter, der ligger til grund for den samlede tidsplan. Aktuelt forventes det, at kommunerne går i udbud med opgaven med at grave rør ned i efteråret 2023. Hvis der er entreprenører, der byder på opgaven, regner kommunerne med, at de første borgere kan have fjernvarme i 2024.
Hvor kommer fjernvarmen fra?
Mange spørger, hvor fjernvarmen kommer fra, og hvordan den laves. Fjernvarmen vil til både Tårnby og Dragør blive leveret af CTR – Centralkommunernes Transmissions selskab. De leverer i forvejen fjernvarme til Tårnby kommune. Fjernvarmen produceres blandt andet på Amager-værket, men CTR har også forskellige andre løsninger i spil over tid, f.eks. indvinding af havvand, geotermi og der vil også i fremtiden være fokus på klimavenlig varme.