SPORT: Jacob og Carlos fra City Squash på Kløvermarksvej på Amager tog til Lanzarote for at netværke med andre squashtrænere fra Danmark og udvikle deres egne trænerkompetencer.
Trænerne Jacob Østberg Hansen og Carlos Storani fra City Squash er netop hjemvendt fra en uge på La Santa Sport, hvor de har været på en intens træner- og netværkstur gennem Dansk Squash Forbund. City Squash’s mål med træneropgraderingen er at tiltrække flere nye squashspillere til klubben og fastholde de nuværende spillere.
Og i City Squash vil man gerne opkvalificere klubbens trænere. Trænerne er er en vigtig del af klublivet og med til at sørge for, at nye spillere hurtigt kan komme i gang med sporten. Derfor takkede klubben ’ja’ da Dansk Squash Forbund i foråret tilbød plads på en ugelang trænings- og netværkstur, sammen med trænere fra hele Danmark, på La Santa, Lanzarote.
Enestående mulighed
Jacob Østberg Hansen og Carlos Storani ser kun fordele ved at afsætte en hel uge til at forbedre deres squash- og trænerfærdigheder:
”Carlos og jeg så denne trænings- og netværkstur som en enestående mulighed for at forbedre vores færdigheder og viden inden for squash. Det er ikke blot en chance for at forbedre vores tekniske færdigheder som trænere, men også en mulighed for at udveksle erfaringer med andre klubber og udvide vores netværk inden for squashmiljøet,” siger Jacob Østberg Hansen.
Til gavn i klubben
Hjemme i City Squash skal den nye viden som Jacob og Carlos har fået med hjem, også komme klubbens øvrige medlemmer til gavn fortæller Jacob Østberg Hansen:
”Den nye viden og de færdigheder, vi har erhvervet os her på La Santa, vil vi helt sikkert integrere i vores træningsmetoder og tilgang til spillet i vores egen klub. Vi ser frem til gøre brug af vores erfaringer i klubben, og vi tror på, at denne udveksling af idéer og teknikker vil hjælpe med at hæve niveauet for squash i vores klub,” siger Jacob Østberg Hansen. ”Vi er overbeviste om, at den nye viden vil være med til at motivere vores klubmedlemmer og skabe en positiv udvikling både på og udenfor banen.”
Om turen
I alt har 35 squashspillere fra hele landet, været afsted på kurset. Programmet som Jacob og Carlos har været igennem, har været omfattende og budt på både teoretisk og praktiske øvelser. En af de ting deltagerne har brugt tid på, er snakke om hvordan man skaber et godt idrætsmiljø for piger og drenge og træne forskellige nøgleøvelser, der er vigtige for kunne være en god squashspiller.
(Artiklen fortsættes under billedet)
Træner- og netværksturen er et tiltag fra Dansk Squash Forbund, og formålet er at opkvalificere landets squashtrænere og sætte gang i udviklingen lokalt i de danske squashklubber. Håbet er at kunne skabe endnu mere attraktive tilbud ude i klubberne, så squashsporten også fremadrettet er en fast del af idrætslivet i Amager.
Hvad er squash?
Squash er en dynamisk ketchersport, der booster konditallet, giver sved på panden og smil på læben. Squash spilles på en lukket, almindeligvis indendørs bane og spillerne slår med deres ketcher til en lille gummibold, som skal slås op mod frontvæggen.
I en squash-kamp spiller man bedst af fem sæt, hvor der spilles til 11 point i hvert sæt. Squash spilles både som single og double, hvor en doublebane dog har større mål. I Danmark er knap halvdelen af landets squashspillere organiseret i klubber under Dansk Squash Forbund, som har godt 5.000 medlemmer.