KLIMA: Fredag var der “Klimahandle-festdag” på Tårnby Gymnasium & HF
Fredag 22. september var national klimahandledag arrangeret af DeltagerDanmark samt tænketanken CONCITO, og Danske Gymnasier var naturligvis også klar til dagen.
På Tårnby Gymnasium & HF havde hver klasse i samråd med deres undervisere selv arrangeret en klimahandling eller aktivitet, som skulle sætte fokus på klimakrisen og bæredygtighed.
Der blev arrangeret loppemarked, bekæmpet madspild og lavet Co2-venlige burgere, demonstreret på Christiansborgs Slotsplads, samlet skrald i naturen, deltaget i workshops og meget, meget mere. Dagen var i klimaets tegn, og trivsel og handling gik hånd i hånd.
Grøn omstilling
TG har de seneste år haft fokus på bæredygtighed og grøn omstilling, og den nye status som UNESCO-skole og det ekstra fokus på FN’s 17 verdensmål har gjort arbejdet med klima lettere for eleverne at omstille sig til.
“For afgangseleverne var al almindelig undervisning aflyst, og eleverne skulle derfor kun forholde sig til at tænke i klima og bæredygtighed. Sidst på dagen præsenterede klasserne deres arbejde og deres ideer for hinanden, og skolen kunne endnu en gang konstatere, at de unge mennesker på Amager engagerer sig mere og mere i de globale problemer- og ikke mindst søger at løse dem,” fortæller Aexander Harkink, lektor på Tårnby Gymnasium & HF.