KNÆK CANCER: Bilka OneStop i Fields indsamler penge til Knæk Cancer. Det er sektionschef i varehuset, Stephanie Rong, der har fået idéen til indsamlingen, efter hun mistede sin mor til sygdommen.

Kræft rammer mange mennesker, og det rammer ikke kun den syge, men også de pårørende.
Sektionschef hos Bilka OneStop i Fields, 40-årige Stephanie Rong, har haft kræften tæt inde på livet. For ni år siden mistede hun sin mor til brystkræft, og hendes børn mistede deres mormor.
Derfor har Knæk Cancer-ugen, som Kræftens Bekæmpelse og TV2 står bag, en særlig betydning for hende. For at være med til at gøre en forskel har hun stablet sin egen indsamling på benene i Bilka OneStop i Fields.
Kunder og kolleger
Her har hun aktiveret både kunder og kolleger, og den store opbakning viser sig i det beløb, der bliver overdraget til Knæk Cancer ved indsamlingsshowet lørdag 28. oktober i Hillerød.
Gennem hele oktober har hun i samarbejde med sine kolleger lavet en lang række aktiviteter for kunderne i varehuset. Der har været ansigtsmaling af børn, der kommer live-auktion på Bilka OneStops Facebook-gruppe søndag 22. oktober kl. 11, ligesom kunderne kan købe lodder og deltage i konkurrencen om at vinde én af tre fyldte indkøbsvogne.
Der har også været tilbud med kagemand og boller samt mulighed for at spinne et lykkehjul og vinde præmier. Kunderne har kunnet købe spin til lykkehjulet for 20 kroner de seneste to weekender, og alene det har indbragt over 23.000 kroner, og det samlede beløb fra alle initiativerne er lige nu på knap 41.000 kroner. Alt sammen går ubeskåret til Knæk Cancer.
Ramt af brystkræft
“Min mor blev ramt af brystkræft i 2012 i en alder af 49 år. Det spredte sig desværre hurtigt, og hun døde to år efter. I samme år donerede min søster og jeg 10.000 kroner til Knæk Cancer, og vi har også været ude og samle ind til Kræftens Bekæmpelse. Jeg tænkte dog samtidig, at jeg måtte kunne gøre mere end dét. Og det blev hele startskuddet til, at jeg satte gang i indsamlingen i først Føtex og nu Bilka. Jeg har fået stor hjælp af varehuscheferne og mine kolleger for at komme i mål med projektet. Min største frygt er helt sikkert, at mine egne tre børn skal opleve mig syg på samme måde, som jeg oplevede min mor, og det får mig til at kæmpe for lige netop dette,” siger Stephanie Rong.
Mit hjertebarn
Hun begyndte egentlig sit indsamlingsprojekt, da hun arbejdede i føtex Vanløse. Hun tog projektet med videre, da hun for et år siden begyndte i Bilka i Fields.
“Det er mit hjertebarn. Alle kollegerne synes, det er et godt projekt, og de bakker op om det. Vi har lavet en idébank med forskellige muligheder for, hvad vi kunne lave af aktiviteter i varehuset. I år er det for eksempel nyt, at man kan spinne lykkehjulet, ligesom der er mulighed for at vinde én af tre indkøbsvogne. Det er første gang, vi har lavet en vogn med ting til børn,” siger Stephanie Rong, der har inspireret sine kolleger i andre varehuse til også at samle ind.
Glad og stolt
Sidste år samlede Bilka OneStop i Fields 67.000 kroner ind, og hun håber, at det beløb bliver endnu højere i år.
“Uanset hvad beløbet lander på, er jeg glad og stolt over, at vi kan være med til at gøre en forskel. Og så glæder jeg mig til live-auktionen, som vi holder på vores Facebook-side, hvor kunderne forhåbentlig kommer til at støtte indsamlingen,” fortæller Stephanie Rong.
Også næste år
Til live-auktionen på Facebook har varehuset fået en lang række gaver fra forskellige leverandører, der kender til indsamlingen og derfor støtter med gaver. Allerede nu ved hun, at indsamlingen bliver gentaget næste år, men hvordan, det kommer til at foregå, er endnu ikke besluttet.
“Jeg ved, det også bliver til noget næste år. Jeg ville få helt ondt i maven over det, hvis ikke vi samlede ind,” siger hun.