JUL: Børnekulturhus Ama’r og Teater ZeBU inviterer søndag 26. november og frem til og med 20. december børn fra tre år og voksne til sanselig og kreativ vandring.
Søndag 26. november fra kl. 10 til 16 frem og til og med 20. december inviterer Børnekulturhus Ama’r i samarbejde med Teater ZeBU på Øresundsvej 4 børn fra tre år og voksne til en sanselig og kreativ vandring gennem byens største julekalender.
Bag lågerne gemmer sig hemmelige værker fyldt med forunderlige og overraskende oplevelser skabt af mere end 30 kunstnere. Billedkunstnere, scenografer, arkitekter og legeeksperter fra hele landet inviterer her ind i underfundige værker, hvor oplevelserne står i kø, og magien venter bag hvert hjørne.
Alternativt tilbud
Julevandringen er et alternativt tilbud i den travle juletid, og som besøgende kan I selv bestemme fart og tempo, tage en pause og nyde et par lune æbleskiver i den hyggelige cafe. Husk også at slå vejen forbi det kreative værksted hos billedkunstner Maria Lau Krogh. Det anbefales at gøre det til sidst, da det kan være svært at få ungerne videre fra det hyggelige værksted.
Billetter og priser på Zebu’s hjemmeside.