Ikke i sportens ånd…slet ikke!

“Livet er for kort til kvindehåndbold”.

Disse ord blev udtaler engang i 80’erne af en håndboldtræner ved navn Ole Eliasen, der senere – trods sin enorme fejlanalyse – blev taget til nåde og blev landstræner for det danske kvindelandshold i håndbold.

Efter hans tid som landstræner lød startskuddet til dansk kvindehåndbolds glansperiode, hvor holdet under direktion af verdens absolut bedste, kvindelige håndboldspiller (siger også nutidens spillere) Anja Andersen gik fra den ene triumf til den anden – og samlede danskerne om andet end fodboldlandsholdet.

Siden er har “kvindehåndbold” fyldt enormt i den danske sportsverden – og lige nu tyder det på, at vi har et hold, der igen nærmer sig den absolutte top i verden.

Svaret får vi i aften, hvor Danmark skal møde Norge i en spændende VM-semifinale i Boxen i Herning, der nu nærmest er blevet officiel hjemmebane for de danske landshold.

En noget overgearet halspeaker brøler og hallen skriger med: “Kom så Danmark” – og discomusikken brager rundt i hallen – til tider også – og irriterende – under selve spillet.

For vi er jo nogle, der stadig interesserer os mere for spillet end for løjerne omkring  banen, men jeg kan godt se, at de virkelig sportsinteresserede er på vej ud af hallen.

Et af de værste eksempler på folk, der ikke har fattet noget som helst af afviklingen af spændende håndboldkampe, er beklageligvis håndboldkommentator på onlineavisen B.T.

I dagens avis får vedkommende lov til at udbasunere sit frastødende budskab: “Vær røvhuller!”

Kommentatoren mener tilsyneladende, at det danske hjemmepublikum skal optræde usportsligt og pøbelagtigt – tilsyneladende i den hensigt at hjælpe vort hold til en sejr.

Jeg fatter ikke, at nogen kan have så stupid en holdning: Man kan udmærket skabe en forrygende stemning – og heppe på eget hold – uden at spille idiot og usportslig overfor modstanderne.

Det pågældende er sikkert den første til at beklage, hvis et dansk hold møder så tåbelig en forsamling på udebane.

Lad os glædes og begejstres: Men ikke lade os forlede af tåbelige mediemennesker til at optræde som pøbel og “røvhuller”, som den pågældende smagsløst opfordrede os til.

Det er ikke i sportens ånd – slet ikke!

God kamp – og god weekend…

 

 

Seneste artikler

Fik du læst?