SPORT: Spar Nord Amager har, på vegne af Spar Nord Fonden, doneret 40.000 kroner til Sundby Taekwondo Klub. Donationen skal gå til optimering af klubbens inventar i form af nye måtter.
Sundby Taekwondo Klub er en lokal og multikulturel klub med medlemmer fra forskellige religioner og sociale lag, samt en ligelig fordeling af både drenge og piger, hvor alle er lige. Klubbens styrke ligger i venskabet, interessen for Taekwondo og ikke mindst følelsen af at tilhøre en familie.
Til stor glæde for klubben har Spar Nord Fonden bevilliget en donation på 40.000 kroner, der skal gå til nye måtter. Til at overrække donationen var Erdal Uzun, afdelingsdirektør for Spar Nord Amager. Han siger:
Værdifuldt fællesskab
“Vi er meget glade for, at vi, på vegne af Spar Nord Fonden, kan gøre en forskel for foreningslivet i vores lokalområde. Sundby Taekwondo Klub tilbyder de mange medlemmer et værdifuldt fællesskab samt muligheden for at udvikle sig både fysisk, socialt og menneskeligt, og det er vi stolte over at kunne støtte op om.”
Sundby Taekwondo Klub har omtrent 140 elever i alderen 4-60 år og mange frivillige og engagerede voksne, herunder forældre. Klubben har adresse på Portugalsgade 13, 2300 København.