Før forårssæsonen: Kastrup og Dragør fører serie 1

FODBOLD: Gode chancer for oprykning til Københavnserien for et eller begge de to Amager-mandskaber

Dragør  – på vej til KS?  (Foto: Finn Edvard)

Det var et godt efterår for både Kastrup Boldklub og Dragør ditto i fodboldens serie 1. Da efterårssæsonen sluttede lå Kastrup nummer 1 med 33 points for 13 kampe, mens Dragør lå på andenplads med 29 points for samme antal kampe.

Kun Bispebjerg Boldklub fra Lersøparken i det københavnske nord-vest kvarter kunne følge de to Amager-mandskaber, ligeledes med 29 point.

Men herfra er der et pænt spring ned til de følgende mandskaber HB (Fælledparken), Jægersborg og IF Føroyar (Kløvermarken).

Et hold rykker ud
I bunden ser det svært ud for endnu et Amager-mandskab i serien, ØKF (Øresund Klub Fodbold), der også holder til på Kløvermarken – holdet ligger næstsidst, men da Rødovre på sidstepladsen allerede ser helt fortabt ud, og da der kun rykker et hold ned, så ser vi formentlig også ØKF i serie 1 til næste år.

Men spændende er det i toppen, hvor Kastrup ser ud til at være stærkeste mandskab i serien. Og det bør da også ende med oprykning til det tidligere tophold i dansk fodbold. Indbyrdes blev Dragør sat til vægs af Kastrup i efterårets kamp i Dragør, hvor Kastrup vandt 3-6.

Spørgsmålet er, om Dragør kan holde Bispebjerg væk som konkurrent – i givet fald ender med dobbelt oprykning til Københavnsserien til Amager.

To udekampe
Kastrup indleder forårssæsonen på Bavnehøj Idrætsanlæg. Det sker Skærtorsdag 28. marts kl. 14, hvor hjemmeholdet Vestia står klar. Dragør spiller ligeledes ude, det sker også Skærtorsdag kl. 14. Modstanderne er HB, og der spilles på kunstgræsset i Fælledparken.

 

 

 

Seneste artikler

Kampen mod vandet begynder i år

En ny »etape 0« i strategien for kystsikring skal hjælpe Søvang mod vandet allerede i år. Der vil primært blive fokuseret på at få vandet væk igen.

 
 

Fik du læst?