For mange børn er fødselsdag en dag fyldt med glæde og festligheder som gaver, udflugter, kage og god mad. Det er en dag, som børn ser frem til hvert år.
Desværre har ikke alle børn mulighed for at opleve en sådan dag. For økonomisk trængende familier kan det være svært at finde penge til de mange udgifter, der følger med en fødselsdag. Heldigvis findes der foreninger som Mødrehjælpen Amager, der hjælper disse familier. Foreningen har netop modtaget en donation på 30.000 kr. fra EDC Poul Erik Bech Fonden, som skal bruges til at støtte familier med at holde børnefødselsdage.
Børnefødselsdage kan være en stor udfordring for familier med økonomiske problemer, især når det kommer til at invitere klassekammerater med hjem til fest. Dette kan føre til social eksklusion for børnene.
Rikke Engskov Enslev, bestyrelsesmedlem og fundraiser i Mødrehjælpen Amager, fortæller om projektet Den Rullende Kagemand: »I Mødrehjælpen Amager har vi i mange år givet tilskud til afholdelse af børnefødselsdage igennem aktiviteten Den Rullende Kagemand. Herigennem gives tilskud til økonomisk trængende familier i lokalområdet til afholdelse af fødselsdag for kammeraterne, for derved at mindske børnenes følelse af social isolation og stigmatisering.«
Rikke Engskov Enslev oplyser, at den typiske ansøger er enlige forsørgere, og at de får et tilskud på 500 kr. til børnefødselsdagen.
»Rent praktisk foregår det således, at vi bestiller en kagemand eller -kone med barnets navn samt diverse mad og drikke hos Føtex på Amagerbrogade. Herefter afhenter ansøgeren selv varerne hos Føtex ved fremvisning af den bekræftelsesmail, som vi har sendt. Det er frivillige, der varetager alle forespørgsler til Den Rullende Kagemand, og alle penge går dermed ubeskåret til børnefødselsdage. Der er ingen administrations- eller driftsomkostninger forbundet hermed,« beretter Rikke Engskov Enslev.
Støtte til børnefødselsdage
Dennis Krøier Andersen og Jonathan Gudmundsson, indehavere i EDC Poul Erik Bech Amagerbro, overrakte donationen og udtrykte stor respekt for foreningen.
»Mødrehjælpen Amager har i de seneste år oplevet en væsentlig stigning i antallet af ansøgninger til Den Rullende Kagemand. I 2023 kunne foreningen imødekomme i alt 120 ansøgninger, og de forventer det samme antal ansøgninger igen i 2024. Vi er derfor meget beærede over at kunne støtte det gode formål med overskuddet fra EDC Poul Erik Bech og medvirke til, at børn i økonomisk trængende familier får den fødselsdag, som de fortjener,« siger Dennis Krøier Andersen.
Jonathan Gudmundsson deler begejstringen for foreningens arbejde.
»EDC Poul Erik Bech støtter foreninger, der gør en forskel for andre, hvilket Mødrehjælpens Lokalforening Amager i allerhøjeste grad gør. Foreningen gør et stort stykke arbejde for at hjælpe økonomisk trængende familier i svære tider med ekstra udgifter. Vi er derfor glade for at kunne medvirke til afholdelsen af 60 børnefødselsdage med en donation på 30.000 kr.,«fortæller han.