
Headspace har rådgivningscentre i flere byer landet over, hvor frivillige tilbyder unge samtaler om alt fra ensomhed og præstationspres til familiekonflikter og mentale udfordringer. Nu skal unge i Tårnby også kunne få glæde af dette tilbud – i hvert fald, hvis det står til kommunens økonomiudvalg.
Den 22. januar godkendte udvalget, at der arbejdes videre med en samarbejdsaftale, der skal sikre et lokalt headspace-center med tre ugentlige åbningsdage.
Nyt tilbud til unge
Headspace er et initiativ under foreningen Det Sociale Netværk, der blev stiftet i 2009 med forhenværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen som protektor. Siden 2013 har headspace-centrene tilbudt unge gratis, anonyme og uforpligtende samtaler, hvor de selv bestemmer, hvad de vil tale om.
Borgmester Allan S. Andersen (A) har været i dialog med headspace og ser frem til samarbejdet:
“Trivslen blandt især vores unge er udfordret. Alt for mange unge føler sig stressede, ensomme og rammes af præstationsangst, og det skal vi selvfølgelig lave om på. Derfor ligger det mig meget på sinde, at vi i Tårnby har indsatser, der kan støtte de unge i dagligdagen. Headspace er et godt eksempel på et tilbud, der kan gøre en forskel, og som kan supplere de gode kommunale tilbud, vi allerede har. Jeg er meget taknemmelig for, at vi i fremtiden ser ind i et stærkt samarbejde med headspace,” siger Allan S. Andersen.
Første center på Amager
Hvis samarbejdsaftalen bliver indgået i februar 2025, vil Tårnby Kommune finde egnede lokaler, så headspace kan etablere sig i området. På sigt skal headspace Tårnby bemandes af en delt centerchef, to fastansatte ungerådgivere og 15-20 frivillige.
Stifter og protektor for Det Sociale Netværk/headspace Danmark, Poul Nyrup Rasmussen, ser store perspektiver i etableringen af et center i Tårnby:
“Med Tårnby Kommunes støtte har vi opfyldt et mangeårigt ønske om at åbne vores første center på Amager. Sammen med en række stærke lokale samarbejdspartnere er vi nu klar til at trække i arbejdstøjet og hjælpe egnens børn og unge, inden deres problemer vokser sig store og uoverskuelige. Det er netop den slags partnerskaber, vi har brug for flere af i Danmark – for med fællesskabets styrke kan vi sammen vende de negative kurver for unges mentale helbred,” siger Poul Nyrup Rasmussen.
Headspace Tårnby skal finansieres af Tårnby Kommune, statslige midler samt lokale fonde og virksomheder. Der er allerede igangsat dialog med en lokal virksomhed om et større beløb til støtte for opstarten.