Ørestad Gymnasium hylder unge talenter på ASTA filmfestival

Det summede af forventning, da 250 gymnasieelever, lærere og forældre fra Ørestad Gymnasium mødes i Nordisk Films biograf i Fields for at hylde årets bedste film på den sagnomspundne ASTA filmfestival. ASTA er et af gymnasiets ældste traditioner og kører nu på 17. år. 
Filmene på festivallen blev vist i Fields' biograf.
Filmene på festivallen blev vist i Fields’ biograf.

Ørestad Gymnasium udbyder mediefag på A-niveau, og derfor har skolen selvfølgelig også sin egen filmfestival, ASTA. Og der er ikke tvivl om, at netop ASTA er en af de mest afholdte traditioner på gymnasiet. Billetterne til aftenens filmvisning i Fields’ og den efterfølgende prisceremoni på gymnasiet bliver nemlig revet væk. 

På den store aften venter Martin Veith Samson fra 3.i spændt i foyeren, inden han skal ind og se sin film, »Asken«, på det store lærred. »Asken« er en roadmovie, der handler om et søskendepar, der skal forsone sig med deres mor efter hendes død.

Holdet bag filmen brugte hele påskeferien på at filme i Sverige, men har i alt brugt mere end tre måneder på at skrive manus, filme, klippe og lave lyd. 

Martin Veith Samson fortæller, at han er glad for, at gymnasiet prioriterer at holde en filmfestival og dermed hylde elevernes film.

»Det er vidunderligt, at vi har ASTA, og det er en virkelig rar måde at fejre alt det hårde arbejde, der ligger bag at lave film,« mener Martin Veith Samson, der også glæder sig til at se sine medstuderendes film på det store lærred.

Begejstring over højt niveau

Efter visningen af aftenens nominerede film, fortsætter festen på gymnasiet, hvor champagnepropperne poppes, mens publikum diskuterer, hvem de overvejer at stemme på til den eftertragtede publikumspris.

11 film er nomineret til de i alt syv eftertragtede priser. Der skal kåres vindere i mange forskellige kategorier bl.a. bedste faktaproduktion, bedste manuskript – og selvfølgelig bedste film.

Jurymedlem, Eric Witzgall, der er filmfotograf og producer, og har været fotograf på bl.a. »Forbrydelsen«, er meget imponeret over elevernes niveau.

»Det giver mig utrolig meget glæde at være med til ASTA og opleve alle de her engagerede unge mennesker, der elsker at fortælle historier,« fortæller Eric Witzgall, som fortsætter: »Jeg synes niveauet er forbløffende højt, og mange af filmene kunne faktisk gøre sig godt på professionelle filmfestivaler. Eleverne er jo tæt på at være professionelle. De har brugt sindssygt meget tid og mange kræfter på deres film, og har også haft undervisning i mediefag i tre år, så det kan man godt se i deres produktioner.«

To priser til »Asken«

Det viser sig, at Martin Veith Samsons og holdets anstrengelser ikke var forgæves. »Asken« løber nemlig med hele to priser for henholdsvis bedste klipning og bedste film.

Dommerne bemærker bl.a., at filmen fungerer rigtig godt på både lyd- og billedsiden, har en original idé, og at eleverne har haft succes med at bruge humor – hvilket kan være svært på film.

Tobias Klindt, der har været fotograf på »Asken«, er beæret over at have vundet.

»Det føles ret sindssygt,« jubler han, og fortsætter: »Alene det at blive nomineret og få lov at se filmen i biografen var stort. Men så også at blive anerkendt for filmen, af nogle folk, der ved, hvad de laver, er virkelig fedt.«

Tobias Klindt er særligt glad for, at holdet har vundet prisen for bedste film.

»Det viser virkelig hvor stort et stykke arbejde folk i gruppen har lavet, og hvor meget tid vi har brugt på det,« påpeger han og forklarer, at udfordringen med at bruge lokationer både i Danmark og Sverige, var noget af en mundfuld.

Martin Veith Samson, Tobias Klindt og resten af gruppen glæder sig til efteråret, hvor de skal deltage på Elevfilmfestival Øst med netop deres vinderfilm, »Asken«.

Alle filmene, der var nomineret til årets ASTA Filmfestival og mange andre elevproduktioner, kan ses på Ørestad Gymnasiums YouTube kanal OEG Tuben.

Vindere af ASTA 2024:

  • Bedste c-niveauproduktion: »Chokolademuffin«. Produceret af Hugo, Sebastian, Josefine 1b samt Jonas og Oliver 1.d.
  • Bedste faktaproduktion: »Drømmer i Berlin«. Produceret af Alina, Hannibal, Shabnam og Vigga 2.m.
  • Bedste Klipning: »Asken«. Produceret af Martin, Rebekka, Tobias og Varshana 3.i.
  • Bedste lyd: »En farlig flamme«. Produceret af Daniel, Chantelle, Camilla, Emilie og Nicoline 3.m.
  • Bedste billedside: »Tabt«. Produceret af Ahmad, Amadaus, Bertram og Sylvester 3.i
  • Bedste manuskript: »En farlig flamme«. Produceret af Daniel, Chantelle, Camilla, Emilie og Nicoline 3.m.
  • Bedste film: »Asken«. Produceret af Martin, Rebekka, Tobias og Varshana 3.i.
  • Publikumsprisen: »En farlig flamme«. Produceret af Daniel, Chantelle, Camilla, Emilie og Nicoline 3.m.

 

Holdet bag filmen »Asken« viser stolt deres priser.
Holdet bag filmen »Asken« viser stolt deres priser.
 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?