Dagen startede med en tur til Kastrup Havn, hvor borgmester Allan S. Andersen sammen med unge deltagere fra EmpowerMe-forløbet fik en adrenalinfyldt oplevelse i en speedbåd.
EmpowerMe er et forløb designet til unge, der har haft udfordringer i skolen og har brug for støtte til at finde deres plads. Programmet fokuserer på at styrke deltagernes selvtillid og give dem indsigt i forskellige erhverv.
Denne dag arbejdede de på at få deres speedbådscertifikat.
Borgmesteren bidrog aktivt ved at løsne fortøjningerne, så gruppen kunne sejle afsted. En af de unge stod ved roret og navigerede båden, mens borgmesteren og Ina Stevenius, direktør for beskæftigelse-, unge-, ældre-, social- og sundhedsområdet, nød turen.
Borgmester Allan S. Andersen var imponeret over det engagement og den glæde, han så hos de unge under sejlturen.
”Det var fantastisk at se de unges glæde, men også koncentrationen og gåpåmodet under sejladsen. Det var tydeligt, at de her i forløbet har opdaget nogle styrker, som de ikke vidste, at de havde,” fortæller han til Tårnby Kommune.
”Jeg tror, at det er en rigtig god måde at hjælpe en gruppe af unge til at finde den hylde, der er den rigtige for dem,” tilføjer han.
En tryg vej til arbejdsmarkedet
Da det blev tid til frokost, spiste borgmesteren og direktør Ina Stevenius på ungecentret sammen med centrets medarbejdere.
Her delte de ud af deres erfaringer med at hjælpe unge med uddannelsesvejledning, jobrådgivning og psykologisk støtte, og borgmesteren roste den indsats, som centret gør for at unge nemmere kan få den nødvendige hjælp.
”Jeg er stolt over, at vi i Tårnby med ungecentret har et sted, hvor unge kan komme med spørgsmål om uddannelse og karriere såvel som svære emner såsom trivsel og psykologiske udfordringer. Det var en god oplevelse at tale med medarbejderne og høre om nogle af deres succeshistorier,” sagde han.
Praktikdagen blev afsluttet med et besøg i Rema 1000, hvor tre borgere fra ungecentret er i gruppepraktik. Det er de to timer to gange om ugen, hvor også en medarbejder fra ungecentret deltager.
Ordningen er et tilbud til aktivitetsparate borgere og en måde at introducere dem til arbejdslivet på en tryg måde til.
Under besøget fortalte en af de unge om, hvordan det hjælper hende at komme i Rema 1000 sammen med andre, der også skal i praktik.
”Det tror jeg mange kunne have gavn af,” sagde hun til Tårnby Kommune.
Borgmesteren fik også lov til at prøve kræfter med nogle af de opgaver, som skal udføres i butikken. Det indebar blandt andet rengøring af kølediskene. Ligesom den unge kvinde kunne han også se fordelene ved at være i gruppepraktik:
”Her i Tårnby er vi klar på at afprøve alternative initiativer eller indsatser, hvis vi tror, at det kan gavne en gruppe af borgere. Jeg kan sagtens forstå, at det for nogle er tryggere og bedre at være i gruppe- fremfor individuel praktik. Det er et spændende projekt, som jeg også ser frem til at følge i fremtiden,” sagde han.