Du kan brevstemme til kommunal- og regionsrådsvalget nu

01.11.2017
Tirsdag den 21. november 2017 afholdes der valg til kommunalbestyrelsen og til regionsrådet. Der skal vælges 15 medlemmer til Dragør Kommunalbestyrelse.

Du kan brevstemme på rådhuset

Hvis du i stedet for ønsker at brevstemme, kan det ske i en hver kommune i landet.

Brevstemmer kan afgives til fredag den 17. november 2017 kl. 16.00.

Borgercentret på Dragør Rådhus har åbent i følgende tidsrum:

Mandag og tirsdag  kl. 10.00-14.00
Onsdag                  Lukket
Torsdag                 kl. 10.00-18.00
Fredag                   kl. 10.00-13.00

Herudover vil Borgercentret være åbent for brevstemmeafgivning følgende lørdage:

Lørdag den 4. november 2017        kl. 09.00-12.00
Lørdag den 11. november 2017      kl. 09.00-12.00

Og fredag den 17. november til kl. 16.00.

Hvis ikke du har modtaget dit valgkort, skal du forevise legitimation i form af fx sundhedskort, kørekort eller pas.

Eller i eget hjem

Hvis du på grund af sygdom eller manglende førlighed er forhindret i at kunne møde frem på valgdagen, kan du efter anmodning stemme i dit eget hjem.

For at stemme i eget hjem skal du udfylde en ansøgning, som du kan få tilsendt ved at kontakte Borgercentret på tlf. 32 89 02 39/32 89 01 89. Modtager du praktisk hjælp af en hjemmehjælper, hjemmesygeplejerske eller lignende, vil de kunne give dig ansøgningsskemaet.

Den udfyldte ansøgning skal være modtaget i Borgercentret senest torsdag den 9. november 2017 kl. 18.00

Borgercentret vil herefter kontakte dig telefonisk for at aftale nærmere om dato og tid for afgivelse af din stemme.

Afstemning på valgdagen

Som noget nyt er afstemningsstederne åbne allerede fra kl. 8.00 til kl. 20.00.

Valgkort med påført afstemningssted vil som sædvanlig blive udsendt.

Der er frit bordvalg, som betyder, at du kan vælge det valgbord, hvor der er mindst kø. Det kan lade sig gøre, fordi valgkortene vil blive scannet elektronisk i stedet for den almindelige manuelle afkrydsning i valglisterne.

Så for at mindske ventetiden er det vigtigt, at du husker dit valgkort.

Vælgere uden valgkort kan naturligvis også afgive stemme, det kræver dog blot lidt mere sagsbehandling i form af identifikation og udskrivning af valgkort.

Afstemningssteder

Dragør Skole Syd, Vestgrønningen 5.

Hollænderhallen, Halvejen 3.

Handicaptilgængelighed på valgstederne

Begge afstemningssteder er indrettet med nem adgang til en handicapboks.

På afstemningsstedet i Hollænderhallen er der en handicapboks med et hæve/sænke bord og en særlig stærk lup.

Ændring af afstemningssted

Hvis du har et handicap eller har nedsat førlighed, kan du ændre afstemningssted inden for kommunen. I Dragør Kommune er der to afstemningssteder, Dragør Skole Syd og Hollænderhallen. Begge steder er der gode adgangsforhold, men i Hollænderhallen er der ekstra hjælpemidler i form af hæve/sænke bord og særlig stærk lup.

Du kan søge om at få ændret afstemningssted til den 13. november 2017 kl. 12.00 ved at udfylde en ansøgning, som du kan få tilsendt ved at kontakte Borgercentret på tlf. 32 89 02 39/32 89 01 89. Modtager du praktisk hjælp af en hjemmehjælper, hjemmesygeplejerske eller lignende, vil de kunne give dig ansøgningsskemaet.

Hvis du ønsker at blive overført til et andet afstemningssted, skal du sende en ansøgning til:

Dragør Kommune
Att.: Borgercentret
Kirkevej 7
2791 Dragør

Stem uden for valglokalet

Hvis du ikke kan komme ind i valglokalet, har du mulighed for at afgive stemme uden for valglokalet, fx i en parkeret bil.

Valgsekretærerne og de tilforordnede vælgere bliver instrueret i, at du i en sådan situation skal udfylde stemmesedlen uset af valgtilforordnede, valgstyrere, andre vælgere, pressen m.fl., der evt. opholder sig uden for afstemningsstedet.

Valgkort

Inden valgdagen udsendes valgkort til alle vælgere. På valgkortet står, hvor der skal stemmes. Valgkortet skal medbringes ved afstemningen.

Stemmeafgivning skal ske på det afstemningssted, som står på valgkortet – uanset om du er flyttet til en anden del af kommunen.

Hvis valgkortet ikke er modtaget senest torsdag den 16. november 2017 skal du rette henvendelse til Borgercentret, Kirkevej 7, 2791 Dragør, 32 89 01 00. Det samme skal du gøre, hvis valgkortet er fejlagtigt udfyldt.

 

 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?