Kommunalbestyrelsen besluttede i 2017 at pege på en fremtidig lejer af et areal udenfor eksisterende skurby. Den fremtidige lejer skulle udvikle arealet til en “Ny Skurby” tiltænkt som ramme for et vækstmiljø for mindre virksomheder i Dragør Kommune.
Virksomheden SimplyBoheme som laver helårsisolerede beboelses- og skurvogne på havnen i Dragør vandt udbuddet med et Iværksætter orienteret pilotprojekt.
Siden har der været relativt tavst om det nye skurby projekt.
DragørNyheder.dk har spurgt Morten Dreyer (DF) om status på udviklingen.
-For godt et år siden blev det vedtaget, at der skulle opføres en iværksætter bebyggelse med 12 skurvogne af forskellig størrelse og en fælles bygning med tekøkken, toiletter og et mindre mødelokale til lejerne. Alt placeret syd for de eksisterende fiskerhytter, og ud til Færgevej, siger Morten Dreyer.
To gode bud på opgaven
-Det ene var et mere publikums orienteret projekt med 6 spiseboder og 6 drikke boder med en flytbar scene i midten til koncertbrug. Det kunne DF ikke støtte. Dragør Havn er ikke en lokal afdeling af Løkken eller Dyrehavsbakken. Fast musik hver aften sommeren igennem af mere eller mindre musikalske amatører, har vi ikke brug for – hverken havnens gæster eller naboerne.
-Det andet var det mere jordbundne projekt med udleje til mindre iværksættere. Det støttede DF.
-Beredskabet som omfatter brandtilsynet, har nok misforstået placeringerne af skurene. Det har aldrig været idéen, at de skulle ligge tæt sammen, som de eksisterende fiskerskurer, men spredt på grunden med afstand mellem dem. Tæt sammen, så vil de nyere brandregler kræve omfattende indsatser. Skurerne skal også let kunne flyttes omkring efter behov og have el.
-På sidste møde i teknisk udvalg efterlyste jeg skuerne. Nu får vi sagen forelagt på næste møde.
-Hvis der måtte være lidt skepsis hos brandmyndigheden, har jeg foreslået, at der i første omgang kun opsættes 6 enheder, så må brandsikkerheden være i orden. Resten kan følge, når godkendelse foreligger. Vi skal have muligheder for iværksættere, slutter Morten Dreyer i sin meddelelse til DragørNyheder.dk