Piger, der spiller fodbold, er megaseje

DragørNyheder.dk har snakket med årgang 2012 i Dragør Boldklub:

Carl Emil, Andreas, Ludvig og PIGERNE

”Piger, der spiller fodbold, er megaseje”

Sådan siger Carl Emil, Andreas og Ludvig om deres tre holdkammerater, Olivia, Agnes og Vigga, der ligesom dem selv hver tirsdag og lørdag trækker i fodboldstøvlerne og møder op til træning med 30 andre glade børn til verdens sjoveste leg – fodbold.

Flere piger søges
På årgang 2012 bliver der både driblet, trænet indersider og vristspark, hoppet gennem forhindringsbaner, leget fangeleg, spillet kamp, grinet og sunget slagsange. ”Her er der plads til alle, drenge og piger, store som små. For alle, som bare vil have det sjovt med en bold, er døren åben”, siger Kenneth Bloch, der er en af de ni trænere på årgang 2012, som har 34 glade børn.

Spørger man derimod Agnes, Olivia og Vigga, så synes de altså godt, at der kunne være lidt flere piger:

”Vi er kun os tre, og det kunne da være megasjovt, hvis der var én til”, siger Agnes og Olivia med et forhåbningsfuldt glimt i øjet. ”Ja, flere piger”, supplerer Vigga.

Man skal bare komme
”Hvis man sidder og synes, at éns pige mangler lidt at lave, eller at de godt kunne tænke sig at prøve fodbold – ligesom Mie Leth Jans og Nadia Nadim gjorde det en gang, så kom op og prøv lidt fodbold. Det koster ikke noget at prøve. Kom og se, om de har smag for det – det er ikke kun for drenge”, fortsætter Kenneth.

”Det er gerne sådan med pigeårgange – nogle er store, og nogle er små. Og vi synes, at vi skylder de tre seje tøser – Olivia, Agnes og Vigga – at forsøge at tiltrække nogle flere fodbold-veninder, når nu de er så glade for det. Når man snakker med de ældre årgange af piger, ja, så skaber det her med at have gået til en holdsport altså et særligt bånd. Og det er da værd at tage med”, siger Jonas Bjarkow, som en af de ni, der også forsøger at få børnene til at forstå konceptet med høje knæløftninger. Han fortsætter:

”Jeg kan se, hvor meget glæde børnene har af det fællesskab, der er på et hold, de træner sammen, de tager til stævner sammen, de leger sammen, og lige om lidt skal de i skole, og så kender de pludselig en masse børn på tværs af skoler og sociale sammenhænge. Det er ret fantastisk!”

Årgang 2012
Piger, der spiller fodbold, er megaseje – det viste kvindelandsholdet ved dette års EM i Holland, oven i købet med en dygtig Dragør-pige i truppen i form af Mie Leth Jans.
Årgang 2012 i Dragør Boldklub er stor – 34 børn er tilmeldt, og så er det heldigt, at der er ni glade forældre-trænere, som får selv Pep Guardiola og Åge Hareide til at ligne et par glade amatører.

”Det er sjovt at se på børn, der leger og har det sjovt – det smitter af på os. De der lange ben som nogle af drengene har, som de overhovedet ikke kan styre, det er helt vildt skægt! Eller pigernes glæde, når de lige pludselig havner på samme bane og hold. Eller når det lykkes med en dribletur forbi kammeraten for så at sende bolden i nettet. Der er så mange facetter, som gør det rigtig sjovt at være træner, og så har vi det oven i købet også ret sjovt sammen – vi er meget engagerede! Fx så planlægger vi at se VM med børn og forældre til sommer – med grill, sodavand, fodbold og måske en øl. What’s not to like! Når børnene har det sjovt, så har vi det også sjovt”, siger Marius Terkelsen, der også forsøger at få de små til at høre efter et par gange om ugen.

Fakta:

Man kan komme til fodbold på Årgang 2012 på Dragørs boldbaner om tirsdagen klokken 16:30 og lørdag klokken 09:00. Om vinteren spilles der i Kongelundshallen. Kontakt en af de nedenstående trænere og fortæl, at I kommer med jeres dreng eller pige. Besøg i øvrigt også Årgang 2012’s Facebook-side her

Trænerteam på årgang 2012:

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?