Skal du lægge ”Nummerplade” til Amagers lokale identitet så kan du netop nu være med i projektet som Museum Amager står bag.
Kunstneren Peter Carlsen er ved at male billedet “Amager 2019”, som skal indfange øens lokale identitet. Til et af billedets detaljer vil han male en autentisk amagernummerplade og søger en model. På billedet vil modellen være anonym lover Museum Amager i deres opslag på Facebook.
Har du lyst til at være en del af projektet, så gør følgende:
Send et billede af amagernummerpladen til info@museumamager.dk eller send en pm til museets Facebook side her – du kan også tagge en du kender der har en nummerplade på Museums Amagers Facebook side.
Den udvalgte vil blive kontaktet af museet og modtager en flaske ægte Amagerrom, som tak for hjælpen. Tjansen indebærer at stå model for maleren til referencefoto. Det vil højst tage en time.
VIDSTE DU at “amagernummerplade” blev optaget i den danske ordbog i 2006?
”Amagernummerplade” eller med et andet ord lændetatovering er en betegnelse for en tatovering på lænden. Denne type tatoveringer blev populær i slutningen af 1990’erne – især på yngre kvinder. Grunden kan være, at huden ved lænden er velegnet til større tatoveringer. Desuden strækkes huden ved lænden mindre ved vægtændringer i forhold til andre steder på kroppen og lænden kan let dækkes til, hvis de yngre kvinder vil fremstå tatoveringsfri.
Som følge af tatoveringens placering og sociale konnotationer har denne type fået øgenavnene “røvgevir” og “Amager” nummerplade. (kilde: Wikipedia)