HOLD på vandet – tørken giver problemer

Den aktuelle tørke giver problemer hos de danske vanforsyningsselskaber. Det kan de også mærke hos HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, som også forsyner Dragør, hvor vandpumperne har fået sved på panden. HOFOR opfordrer derfor alle sine forbrugere til at spare på vandet.

Hold igen med havevandingen opfordrer HOFOR nu sine forbrugere til. (Foto: Gardena pressefoto)

Behovet for vanding er rekordhøjt i øjeblikket. DMI’s tørkeindeks, der går mellem 0 og 10, ligger i øjeblikket på 9 eller 10 for hele landet. Så højt har det aldrig ligget før på denne årstid. Men selvom det er tørt, vil vandværkerne have deres kunder til at lade være med at vande. Især opfordres kunderne til at lade være med at vande den afsvedne græsplæne.

HOFOR, skal derfor minde om, at alle sparer på drikkevand til “udvortes brug”. Græsplæner, heriblandt fodbold- og golfbaner, og store soppebassiner hører til sommerens store vandslugere, skriver de i deres pressemeddelelse.

Fem gode råd til en frodig have og glade børn – uden vandfrås

Hovedstadsområdets borgere bruger rigtig meget vand her i sommervarmen, og det er ikke kun til at slukke tørsten med. Vandforbruget ligger typisk 15 procent højere end normalt, når heden kommer til landet. Det skyldes, at der bliver brugt masser af vand til afkølende brusebade, soppebassiner og vanding af græsplæner og blomsterbede. Der bliver brugt mere vand end godt er for vores sparsomme grundvandsressource. Især i hovedstadsområdet, hvor befolkningstætheden er stor, er trækket på grundvandsressourcen stort.

“Der er ikke akut risiko for, at vi mangler vand til hovedstadsområdet. Men vi opfordrer folk til at bruge vandet med omtanke,” siger Mette Hansen, projektleder i HOFOR.

Undgå derfor i sommermånederne at vande græsplæner. Selv en meget gul græsplæne bliver hurtigt grøn igen, når regnen kommer. Samtidig er der ingen grund til at vande andre dele af haven i løbet af dagen, hvor vandet fordamper næsten ligeså hurtigt, som det kommer ned på jorden. Det er langt bedre at vente med at vande til om aftenen, hvor det er køligere. Så får vandet nemlig en chance for at komme ned til planternes rødder.

Nogle af de bedste vandspareråd er, at man skal reparere løbende toiletter og dryppende haner, tænke sig om, før man anskaffer en havepool eller et stort bassin. Begge bruger ufatteligt meget vand. Eksempelvis bruger et fritstående bassin på 5.000 liter ligeså meget vand som 90 almindelige brusebade.

“Jeg er sikker på, at borgerne forstår problematikken og følger vores enkle råd til at spare på vandet. Vi skal alle være med til at sikre, at næste generation har drikkevand nok – og at vandindvindingen går mindst muligt ud over naturen,” siger Mette Hansen.

Fakta: Sådan holder du haven frodig uden at fråse med vandet:

  1. Lad være med at vande din græsplæne! Den kan sagtens klare sig uden
  2. Saml (hvis muligt) regnvand fra taget i en regnvandstønde – så kan du bruge det til at vande med, i stedet for at bruge drikkevand til blomsterne. Læg et låg på regnvandstønden, så vandet ikke fordamper.
  3. Brug en vandkande når du vander dine blomsterbede og blomsterkrukker – vandslangen er en vandsluger, som bruger 12 liter vand pr. minut
  4. Lad være med at vande om dagen, hvor det meste vand fordamper, før det når planterødderne.
  5. Store soppebassiner og pools bruger rigtig meget vand. Vandballoner, vandpistoler og et badekar til de mindste er gode erstatninger. Eller tag til sø, strand og friluftsbad med hele familien.

Kilde: HOFOR

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?