”Det var sjovt at leve i gamle dage”! Sådan lyder mange afskedssalutter fra museets børnegæster i juli måned, hvor der er fokus på den levende formidling. Sammen med museets personale og frivilliggruppe udfører børnene arbejdsopgaver og fritidsaktiviteter fra oldemors tid, og i den nye interaktive udstilling ”Kål til København” er der fokus på markarbejde og torvesalg.
Programmet varierer fra dag til dag, men her er nogle eksempler på hvad man kan opleve på Amagermuseet i juli.
Skudsmålsbogen
I gamle dage havde alle tjenestefolk en skudsmålsbog. Det var en form for karakterbog, som karle og piger skulle vise gårdejeren, inden de blev ansat. I dag får museets børnegæster en lignende skudsmålsbog, som de har med rundt og samler ”skudsmål” og stempler. Det er godt at være flittig og tjenstvillig, især hvis der er pandekager i sommerkøkkenet!
Vask på gammeldags manér
Pligter var der mange af i gamle dage, og en af dem var tøjvask. På de større gårde havde kvinderne en vuggevask, og sådan en kan gæsterne selv prøve. Efter vasken blev tøjet skyllet tre gange i en zinkbalje. De rene klæder blev enten hængt til tørre på snore med håndskårne træklemmer, eller også blev det hængt ud over hække og buske.
Havearbejde
Håndkraft var den eneste måde at passe grøntsagerne, så der blev lagt mange arbejdstimer i jorden. Museets gæster følger sæsonarbejdet og kan plukke bær og grave kartofler op, sørge for at de bliver vasket og klargjort til brug. Det er et godt udgangspunkt til at tale om vor tids forbrugssamfund, hvor vi køber ind i supermarkedet, mens man i gamle dage var selvforsynende og ”støvsugede” naturen for råvarer, som man konserverede til senere brug.
Håndarbejde
Tænk at sy en knap i eller stoppe en strømpe! I gamle dage smed man ikke noget væk, men ”fixede” det, når det gik i stykker. Pengene var knappe, men der var også tid om aftenen til håndarbejdet, for der var ikke noget fjernsyn eller computerspil. Det var heller ikke muligt ”at tage i byen”, så om aftenen sad familien sammen om deres sysler.
Skole, gode manerer og historiske genstande
”Børn skal ses men ikke høres”. Det var oldemors replik når børnene larmede. Takt og tone fyldte meget, og alle skulle følge ”etiketten” og tilpasse sig samfundets regler. Skolen handlede om at lære ting udenad. At tænke nyt var ”yt”. Det er svært at forstå, at oldemor ikke ønskede udvikling, men hellere ville holde fast i det kendte. Museet tager også historiske genstande frem, så gæsterne kan se og røre de gamle ting. Brandhagen er meget tung, og telefonen har hverken skærm eller drejeskive!
Gamle lege
Tovtrækkeri, sækkevæddeløb og hesteskokast var oldemors lege. Børn legede med det der var på gården, og de legede sammen. Selvom de gamle lege hører en svunden tid til, er de stadigvæk sjove: Man bruger fysikken og skal ramme plet med hesteskoen.
Kål til København
Museets nye udstilling er en interaktiv fortælling om amagerbøndernes verden og hvordan de dyrkede jorden, transporterede grøntsagerne til København og solgte dem på torvet. Prøv at stable hvidkål på torvevognen og prøv om oppakningen kan klare turen over brostenene. Du kan høre amagerpigen ”Cornelia” fortælle om livet på landet og hjælpe hende med forskellige pligter. Har du hvad det kræver, for at være en ”rigtig” amagerbonde?
Hyggeligt samvær er vejen til læring
På Museum Amager tror vi på, at vejen til læring begynder med hyggeligt samvær. Sommerferien er det bedste tidspunkt. Vi mødes under afslappede forhold og giver hinanden tid til at fortælle og lytte. Museets børnegæster lærer i hvert fald, at deres forældres og bedsteforældres barndom var anderledes end deres egen – og det er en vigtig erfaring, at tage med sig ud i livet – og i skolen, når historietimen engang begynder igen.
Amagermuseet har åbent tirsdag til søndag fra 12 til 16. Entré i juli måned er 60 kr. for voksne, børn under 18 år er gratis. Adressen: Hovedgaden 4, Store Magleby, 2791 Dragør. Find oplysninger på www.museumamager.dk