De fleste kender historien om Mærsk og Dragørs store skibsreder, Hans Nielsen Jeppesen, som boede på Elisenborg. Skibsreder Jeppesen købte ældre skibe op og istandsatte dem og det var som regel datteren Anna’s mand, Peter Mærsk Møller, der fik ansvaret for at få dem til at sejle. Peter og Anna blev gift i 1873 og fik tre år senere i 1876 en søn, som de døbte Arnold Peter Mærsk. Meget mere om det ved en senere lejlighed.
Ethvert skib skal også døbes og navngives og i et par tilfælde, har “Dragør” været brugt i Mærsk´s flåde af fartøjer. Nogle af dem endda med en farlig historie.

MS. “Dragør Mærsk”
I 1961 leverer Odense Stålskibsværft A/S et køleskib med navnet M/S “Dragør Mærsk” til den voksende handelsflåde i rederiet A.P. Møller. Det gode køleskib “Dragør Mærsk” får imidlertid en hård start på livet, da skibet under rejse den 22. april 1962, fra Manzanillo til Rotterdam med en last bananer, kolliderede med det italienske skib M/S ”Mac Ligure” i Den Engelske Kanal.

”Dragør Mærsk” var i overhængende fare for at synke, og 23 mand af besætningen blev taget ombord i tililende fartøjer. “Dragør Mærsk” bliver slæbt til Rotterdam af et redningsskib og bliver efterfølgende gjort sødygtigt igen.

M/S “Dragør Mærsk” sejler for rederiet frem til den 23. december 1974 hvor det bliver solgt til Mediteranska Plovidba, Korcula og omdøbt til M/S ”Voce”. Skibet bliver i den 29. september 1988 ophugget i Chittagong.

I 1974 leveres endnu et skib til Mærsk flåden af det japanske Skibsværft Ishikawajima H. I. Skibet døbes M/S “Svendborg Mærsk” og er et 261 meter stort containerskib med en kapacitet på 1.850 tyve fods containere. Skibet bliver i 1980 omdøbt til M/S “Dragør Mærsk” under hvilket navn det sejler frem til 1987 hvorefter det bliver omdøbt endnu et par gange inden skibet ophugges i 2002.

I 1974 var en kapacitet på 1.850 tyve fods containere et stort containerskib. Sætter man det i perspektiv til nutidens moderne mega-containerskibe, med en kapacitet på 20.000 tyve fods containere, så har skibene dengang nu alligevel været af en beskeden størrelse.
