Foreningen Dragør Erhverv er så småt tilbage fra sommerferie og det er med nye, friske initiativer i posen.
Dragør Erhverv er en forening for Dragørs virksomheder og virksomhedsejere. Formålet er at fremme betingelserne for det lokale erhvervsliv og bl.a. synliggøre Dragørs virksomheder gennem PR og fælles branding. Desuden er foreningen medlemmernes talerør overfor Dragør Kommune og er derigennem med til at påvirke den lokale erhvervspolitik.
Dragør Erhverv tæller ca. 60 lokale virksomheder i alle brancher og arbejder målrettet efter at tiltrække endnu flere lokale virksomheder. Det årlige medlemsgebyr er på 1600 kroner og for de penge får man adgang til et stærkt lokalt fællesskab med andre virksomhedsejere, målrettet fælles branding kampagner og fire årlige events for medlemmerne.
Blandt de nye fokusområder for foreningen er en videreudviklet brandingstrategi som skal profilere Dragørs virksomheder og forretninger både lokalt og udenfor kommune-grænsen. Brandingstrategien tilrettelægges i tæt samarbejde med Dragør Kommune hvor Erhvervs og Turistchef Claus Rex er en tæt medspiller i planlægningen og eksekveringen. Det betyder at medlemmerne af Dragør Erhverv får adgang til en professionel fælles branding som skal være med til at brande Dragør som en attraktiv handelsby og profilere byens virksomheder udadtil.
Som medlem af Dragør Erhverv får man ligeledes adgang til fire årlige top events hvor alle medlemmer mødes til et netværks arrangement, hvor der bl.a. vil være inviteret en topprofil som kommer med guldkorn eller underholdning. Fra tid til anden arrangerer foreningen også spændende virksomhedsbesøg som medlemmerne kan tilmelde sig.
I et lokalsamfund er det vigtigt for erhvervslivet at samle kræfterne. De lokale virksomheder nyder godt af fællesskabet og den vidensdeling der automatisk er indbygget i netværket.
Er det noget for dig og din virksomhed kan du tilmelde tilmelde dig via dette link eller sende en mail til kontakt@dragoer-erhverv.dk for yderligere information.