Lea Aarup Lykkegaard – ”Jeg har aldrig troet, at jeg var ”vindjakketypen”, før jeg fandt Sydvestpynten”

Lea Aarup Lykkegaard taler altid børnenes sag. Hun er foredragsholder, familierådgiver og psykoterapeut in spe. Du kender hende måske som julemandens lokale hjælper, når hun ved juletid samler ind og formidler adventsgaver til byens børn, hvis forældre ikke har mulighed for at købe adventsgaver. Tag med på tur gennem Leas Dragør, der lægger vejen forbi Badeanstalten, Badstuevælen, Nordre Mole og Sydvestpynten.

Hvor er det nu, vi har set dig før?

Mange kender mig som aktiv i debatterne om vores skoler. Vores børns velbefindende og dannelse er min interesse – og jeg taler altid børnenes sag.

De seneste 4 år har jeg været initiativtager og tovholder på et projekt, hvor jeg samler ind, koordinerer og formidler adventsgaver til byens børn, hvis forældre ikke har mulighed for at købe adventsgaver. Interessen for projektet er stigende – både for givere og modtagere. Således pakkede jeg knap 300 gaver ind sidste år – og regner med at komme op på mindst samme antal i år.

Jeg tog sidste år initiativ til at oprette kurser i hjertelungeredning i Dragør. Dermed blev godt 50 borgere uddannet i hjertelungeredning.

Hvad består din hverdag af?

Jeg er familierådgiver – og psykoterapeut in the making. Især familier med kronisk syge børn ligger mig på sinde. Jeg har en praksis på Amagertorv, men tager også hjem til de, der har svært ved at komme til mig.

Jeg er foredragsholder, hvor mine kunder oftest er patientforeninger, læger, sygeplejersker, lærere, pædagoger og sagsbehandlere.

Jeg samarbejder med SMILfonden, hvor jeg er tovholder på forældremøder for forældre med alvorligt syge børn.

Derudover er jeg AKT-lærer i Tårnby. Her arbejder jeg med elever, der er udfordrede af forskellige årsager – samt deres forældre.

Hvad er den største nyhed i dit liv lige nu?

Jeg er inviteret til at holde oplæg på en Meet & Greet, Danske Hospitalsklovne holder her i august i forbindelse med en kampagne, de søsætter. Det ser jeg vældigt meget frem til. Det er altid en fornøjelse at samarbejde med Hospitalsklovnene, der om nogen har et højt fagligt niveau – og samtidig har hjerte på rette sted.

Hvad er dit bedste Dragør-minde?

Lange sommeraftener på Badebroen og Badeanstalten med familie og venner. Vi laver gerne en stor skål pastasalat eller andet nemt og tager det med derned. Det er ægte sommeridyl for mig at sidde der sammen med gode venner og nyde mad og vin, mens børnene leger i vandet.

Hvad er dit yndlingssted i Dragør?

Spidsen af Nordre Mole. Hvis jeg kan komme tidligt nok op til morgenløbetur, lægger jeg helst vejen forbi Nordre Mole – helst i det øjeblik, solen bryder frem. Det er magisk – og Øresundsbroen ligner Morgenlysets Bro, som jeg forestiller mig den fra Astrid Lindgrens Mio min Mio.

Hvad er din yndlingsbegivenhed i Dragør?

Julemarked på Badstuevælen. Hvis jeg ikke er i julestemning i forvejen, kommer jeg det uundgåeligt ved at lægge vejen forbi julemarkedet. Der dufter fantastisk – og glöggen er god. Min yndlingsbod er helt sikkert Elses, hvor jeg altid finder noget smukt, brugt og unikt og julepynt.

Hvad er dit bedste Dragør-tip?

Læg vejen forbi Sydvestpynten – jeg betages af naturens mangfoldighed og frodighed – især med tanke på, at vi har København inden for en ganske kort afstand. Her er både skov og strand. Jeg har aldrig troet, at jeg var ”vindjakketypen”, før jeg fandt Sydvestpynten.

Mellem flyene nyder jeg roen i skoven og på stranden – og når flyene hænger tæt over trækronerne, fascineres jeg af deres kraft og volumen.


Navn: Lea Aarup Lykkegaard
Beskæftigelse: Familierådgiver, foredragsholder, ildsjæl
Ægtefælle/kæreste: Gift med Jan Aarup Lykkegaard
Børn: Vera (8 år), Flora (12 år), Klara (17 år)

Hvor længe har du boet i Dragør? Jeg har boet i Dragør siden 2007. Jeg har boet i hovedstadsområdet siden 1997, men er oprindeligt fra Silkeborg.

Læs mere: www.lealykkegaard.dk


 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?