Byt eller Nyt for Møller Jensen MENY

Dragørs supermarked på Krudtårnsvej siden 1964, Møller Jensen MENY står foran en forandring. Ejendommen som MENY lejer af Boligselskabet Strandparken er nedslidt og trænger til renovering, men det har boligselskabet ikke penge til, meddeler boligselskabet, som nu vil sælge ejendommen og derfor har varslet opsigelse af lejemålet overfor lejeren Møller Jensen MENY.

Supermarkedet på Krudtårnsvej har været i familien Møller Jensens eje siden 1964. (Arkivfoto)

Ifølge Købmand Thomas Andersen fra Meny Møller Jensen trænger ejendommen til en gennemgribende renovering. En udvendig renovering som udlejer i henhold til lejeaftalen er forpligtet til at stå for, men som boligselskabet tilsyneladende ikke har økonomi til, at fyldestgøre overfor lejer.

I en pressemeddelelse fra MENY Møller Jensen skriver de;

“Det er blevet besluttet, at iværksætte en udskiftning af taget på MENY. Det har dog ved nærmere undersøgelser vist sig at opførelse af en ny bygning vil være det mest hensigtsmæssige.

Vores udlejer, Strandparken har, da det ikke er muligt at få kommunal garanti til lån til opførelse af bygninger i alment regi til et supermarked besluttet, at afsende en opsigelse og indlede en salgsproces af bygningen.

Derfor er Møller Jensen MENY sammen med vores finansieringsinstitut, KFI gået i dialog med Strandparken om at købe bygningen og dermed selv stå for renoveringen. Vi arbejder stærkt for at vi hurtigt finder en løsning, som er tilfredstillende for parterne og vores kunder.

Butikken vil derfor IKKE lukke, og vi vil stadig være Møller Jensen MENY, og Dragørs lokale madmarked”, står der i meddelelsen fra Møller Jensen.

Ifølge DragørNyheders oplysninger har man indledt forhandlingerne med Strandparken og har desuden påklaget opsigelsen af lejemålet, som den nuværende lejer, ikke mener er sket på et tilstrækkeligt grundlag. Købmand Thomas Andersen oplyser endvidere til DragørNyheder.dk, at kunderne kan være helt rolige for fremtiden. Møller Jensen MENY vil fortsat være at finde på Krudtårnsvej 171 – også i fremtiden, siger han til DragørNyheder.dk

Seneste artikler

Fik du læst?