Hvad har græskar med halloween at gøre?

Halloween fejres altid den 31. oktober og markerer sommerhalvårets afslutning og starten på en lang, mørk tid. Halloween går mere end 2000 år tilbage og er et gammelt keltisk ritual som i dag bedst kan sammenlignes med en slags amerikansk fastelavn, hvor skeletter, hekse og ballade går hånd-i-hånd og tigger slik fra skrækslagne voksne.

Græskar

Traditionen med græskar stammer fra de irske immigranter der kom til USA i 1800-tallet. I hjemlandet satte de ild til roer og brugte dem som lygter for at holde onde ånder væk. Da irerne kom til USA og ville føre traditionen videre, måtte de finde en erstatning for deres roer som amerikanerne ikke var specielt leveringsdygtige i – det var de så til gengæld i græskar som fandtes i massevis og som kunne skæres ud i alverdens uhyggelige former og tændes op med lys.

Ifølge nogle overleveringer har græskarret en helt særlig betydning. Irerne troede nemlig, at en mand uden hoved ville rejse sig fra graven og hugge hovederne af de levende for at sætte det på sig selv. Derfor satte irerne et udskåret græskar med lys i på gravene for at skræmme “manden uden hoved” væk.

Halloween eller Hyggeligween

Halloween som vi kender det fra USA, med død, gys og (u)hygge, kom først for alvor til Danmark i slutningen af 90’erne. Hvor amerikanerne har meget fokus på gys, død og grusomheder så handler det i Danmark mere om at vi hygger os med de levende. Familier og venner samles for at udhule græskar og hygger sig i en ellers mørk tid. Børnene leger “trick or treat” og får ondt i maven af for meget slik.

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?