De offentlige ejendomsvurderinger blev endnu engang udskudt og boligejerne må nu vente til juli 2020 før de første nye vurderinger lander i e-boksen hos landets boligejere. Det annoncerede skatteminister Karsten Lauritzen onsdag den 31. oktober.
Men hvad betyder denne udskydelse egentlig for dig som boligejer eller køber? Det har Boligsiden.dk et bud på i en meddelelse i denne uge skrevet af Mira Lie Nielsen, chefanalytiker & bolig- og formueøkonom i Nykredit.
Udskydelsen rammer alle landets boligejere. For langt de fleste vil konsekvenserne heldigvis være til at overskue, og man kan såmænd nøjes med at trække lidt på skuldrene og måske endda på smilebåndet over de mange udfordringer, som hjemsøger Skatteministeriet og dets styrelser.
Usikkerhed for boligkøberne
Står man og skal handle bolig de kommende år er situationen lidt en anden, da udskydelsen betyder øget usikkerhed omkring fremtidens boligskatter. Vi vil nu først i 2020 præcist kunne konkludere, hvad boligskatten bliver efter 2021, når de nye skatteregler er trådt i kraft. Det kan have betydning for, hvor meget ens bolig er værd i 2021 og derfor også, hvor meget man har lyst til at betale for den i dag.
Det er især en udfordring på de dele af markedet, hvor der er udsigt til en betydelig skatterabat til ejeren ved overgangen til de nye regler. Når de regler er trådt i kraft, vil nye købere nemlig ikke få skatterabatten, og deres boligskat bliver derfor højere.
En højere boligskat på en bolig får normalvis priserne til at falde. Det ventes især at blive tilfældet på de dyrere boliger i og omkring landets største byer – og specielt nybyggede ejerlejligheder i København. Så kigger man på en af disse, så tænk langsigtet i boligvalget, da lang tid i boligen giver lang tid med skatterabat og tid til, at prisen på boligen har rettet sig, når boligen skal sælges en dag.
Skattelettelse på 700 millioner kroner
Der er ingen boligejere, der umiddelbart bliver økonomisk ramt af udsættelsen. Tværtimod slipper boligejerne uden efterslæb i grundskylden for en eventuel stigning i 2020, som en ny højere offentlig 2019-vurdering kunne have medført. Samlet set giver det boligejerne en skattelettelse på 700 millioner kroner årligt.
Udskydelsen betyder desuden, at der bliver længere tid til at sælge en forældrekøbt lejlighed videre til barnet til de nuværende offentlig vurderinger fratrukket 15 procent.
Når de nye vurderinger lander, kan lejligheden sælges videre til den offentlige vurdering fratrukket 20 procent. Trods det højere afslag ventes de nye vurderinger at blive så høje, at fordelen ved et videresalg reduceres betydeligt.
Endelig betyder udskydelsen, at de boligejere, som siden 2011 har betalt for meget boligskat, og derfor har udsigt til tilbagebetaling i 2019, må vente et år. Her er tale om en saltvandsindsprøjtning til dansk økonomi på omkring 10 milliarder kroner, der vil påvirke privatforbruget i 2020.
Kilde: Boligsiden.dk