Volleydag i Hollænderhallen

Dragør Kommunes skoler har forskellige kommunale idrætsdage i løbet af skoleåret. 4. klasserne dyster i håndbold, 6. klasserne i basket, 7. klasserne i atletik og 8. klasserne i volley. Der er flere sportsgrene på tapetet næste år, oplyser arrangør Casper Kvist i en meddelelse til DragørNyheder.dk. Torsdag stod den på volley.

Foto: Casper Kvist

Kommunalt Volleystævne

Torsdag den 22. november blev der afholdt kommunalt volleystævne for alle 8. klasser i kommunen. Hollænderhallen dannede rammen om mange spændende kampe, og der blev vist spil af høj klasse – til tider, meddeler Casper Kvist og fortsætter;

Mellem kampene blev der hygget og lavet skæg med kammeraterne fra de andre skoler.

På drengesiden blev der spillet i to puljer a fire hold med efterfølgende slutspil, og på pigesiden var det alle mod alle.

Drengenes finale sendte tanker tilbage til 1992, da det danske fodboldlandshold vandt EM uden at have trænet. Drengefinalen stod mellem 8E fra Nord og 8B fra Syd. Efter en drabelig affære, som i ordinær tid sluttede 23-23 faldt finalebolden ud til Syds fordel, og så brød jublen løs.

Foto: Casper Kvist

På pigesiden blev det også til et hav af spændende kampe med flot volley. Frem til de sidste kampe var der spænding om, hvem der skulle løfte pokalen. Da point og målscore blev talt op, var det dog pigerne fra 8B på Store Magleby, der havde gjort rent bord med en plusscore på 93.

Foto: Casper Kvist

Casper Kvist sender også en tak til personalet i Hollænderhallen for venlig assistance samt Sven Ole Rosenkilde, som sørgede for lækker mad og lidt at drikke til de unge mennesker.

Seneste artikler

Fik du læst?