Mandag eftermiddag tikkede flere opslag ind på Facebook fra borgere som manglede vand i hanerne. Hofor som driver vandværkerne i Dragør kom hurtigt på sagen og fik identificeret problemet som skyldes en pumpe på Store Magleby vandværk som drillede, skriver HOFOR på deres hjemmeside.

Fejlen blev rettet af HOFOR sent mandag aften og borgerne i Dragør skulle igen have vand i hanerne til både bad og kaffe.
Det er tredje gang i år at borgerne i Dragør oplever problemer med vandet. Først var det pesticider i april som udløste en lukning af en vandboring, dernæst var det gult, ildelugtende vand i oktober som var forårsaget af en utæt foring på en kloakledning hvor giftstoffet styren efterfølgende blev målt i alt for høje værdier, dog uden sundhedsrisiko meddelte HOFOR. I går var den så gal med pumpeværket i Store Magleby.
Flere borgere giver udtryk for bekymring i forhold til drikkevandet i Dragør og bekymring omkring ingen eller mangelfuld information i forhold til problemerne med vandet. En vel nok naturlig følge af de problemer Dragør har oplevet i år.