Amager Bryghus er løbet med prisen som Årets Danske Bryggeri 2018. Bryghuset har gennem en årrække været blandt verdens bedste bryggerier og eksporterer op mod 70 procent af øllet til ølkunder i hele verden. Bryghusets lokale forankring, kvalitetsøl og innovative tilgang til øllet sikrer prisen, skriver Danske Ølentusiaster i dag i en pressemeddelelse.
Morten Lundsbak og Jacob Storm har siden 2007 været innovative bryggere og har udfordret de klassiske øldyder. Bryghuset modtager i dag prisen Årets danske Bryggeri 2018. I maj fik grundlæggerne Den Danske Ølpris 2018.
– På Amager Bryghus tillader vi os at være stolte i dag. Stolte over, at de danske ølentusiaster belønner efterhånden mange års svedigt og støvet knokleri med denne fornemme pris. Og stolt over, at Danske Ølentusiaster i år har turdet træde ud af skyggerne og vove lidt andet og mere end at belønne mainstream, siger Morten Lundsbak, direktør på Amager Bryghus i pressemeddelelsen fra Danske Ølentusiaster.
– Morten Lundsbak og Jacob Storm er med til at udvikle brygkunsten og er med til at udbrede det gode ølbudskab. Det er netop to hjørnesten i Danske Ølentusiasters arbejde. Derfor er jeg utrolig glad for at tildele prisen til netop Amager Bryghus, forklarer Hans Peter Jepsen, landsformand hos Danske Ølentusiaster.
Årets danske Bryggeri findes ved direkte afstemning blandt Danske Ølentusiasters 8.700 medlemmer. 1.123 medlemmer stemte ved årets afstemning, hvilket er en stigning på 36 procent.
Årets Danske Bryggeri 2018
- Tidligere var samtlige bryggerier med i afstemningen, men i år har Danske Ølentusiasters 51 lokalafdelinger indstillet 22 danske bryggerier og bryghuse til prisen. Amager Bryghus blev indstillet af seks lokalafdelinger
- 1.123 af foreningens medlemmer stemte på et af de 22 danske bryggerier, der var indstillet ved årets afstemning. 36 procent flere end ved 2017-afstemningen
- Amager Bryghus fik 174 stemmer, hvilket svarer til 15,5 procent
- Af de 174 stemmer var 24 lokale stemmer, mens resten kom fra hele landet
Kilde: Danske Ølentusiaster
Historien om Amager Bryghus
Historien om Amager Bryghus er også historien om de to venner Morten Valentin Lundsbak og Jacob Storm, som bestemte sig for at gøre en passion for godt øl til deres levevej.
Direkte adspurgt indrømmer de to drenge, at deres tid i samme klasse på HTX forsvinder lidt i tågerne, hvorfor de da også blev alvorligt udfordret, da de en dag blev tvunget ud i at skulle skrive et fællesprojekt i fysik og kemi. To fag de kun havde vage begreber om – mest fra skoleskemaet, ikke så meget fra klasseværelset.
I deres uendelige visdom og fremsynethed valgte de at skrive om gæringsprocesser i øl, og mange, mange hjemmebryg senere, var de så parate til ligefrem at åbne eget bryghus i april 2007.
Til deres egen – og kundernes – overraskelse lykkedes det dem at brygge øl så velsmagende, at det rent faktisk kunne sælges – fra Sundby til Sydney.
I december 2011 blev det første bryganlæg dømt for småt, et nyt blev indkøbt og sammen med ansættelsen af den assisterende brygger René Hulgreen førte det til mere end en fordobling af produktionen. Trods ansættelsen af kommunikationschef Henrik Papsø i 2013 går det fortsat bryggeriet godt.
I dag er Amager Bryghus en i enhver henseende strømlinet og professionelt drevet virksomhed, hvis yderligere ekspansion og fremdrift ligger defineret i de aldeles fasttømrede rammer af en målrettet 5-årsplan, hvor begrebet “kaosledelse” er den faktiske og særdeles effektive ledestjerne. Det markedsmæssige tigerspring kom for alvor, da humor, ironi og sarkasme blev afskaffet i den faglige, interne dialog.
Kilde: Amager Bryghus