Supermarked-succesen på Præstefælledvej

For ægteparret Maria og Jesper Stage er god service kombineret med friske varer, discountpriser og tæt kontakt til personalet blevet opskriften på en REMA 1000 succes. Og når Maria og Jesper ikke har travlt med at skabe tilfredshed på alle hylder, kan du måske møde dem i Dragør Golfklub.

Maria og Jesper har det bedst ude på gulvet i butikken hvor de sørger for tilfredshed på alle hylder og det gælder ikke mindst orden i vinreolerne. Foto: DragørNyheder.dk

Af Pia Melander Guilbert

Friske varer på hylderne. Altid. Discountpriser og god service. Det er opskriften på en supermarked-succes ifølge ægteparret Maria og Jesper Stage, der ejer REMA 1000 på Præstefælledvej.

Forskellen på REMA 1000 og de fleste andre supermarkeder er, at REMA 1000 er et franchisekoncept.

“Vi er rigtige købmænd med hånden på kogepladen. Når noget er en succes, kan vi mærke det personligt, og det samme, hvis man ikke lige rammer plet,” konstaterer Jesper Stage og slår ud med armene.

“Bland selv slik afdelingen er ganske ny i vores butik. Den må I godt tage et billede af”, siger Jesper med et smil. Foto: DragørNyheder.dk

Engagerede i lokalsamfundet

Måske kender du Maria og Jesper fra Dragør Golfklub, hvor de har et stort sponsorat, deltager i erhvervsnetværk og selv spiller, når tiden er til det. De sponsorerer også cheerleaderklubben “Golden Angels Cheerleader”, hvor deres fire døtre går, og så har de et sponsorat i svømmeklubben KVIK i Kastrup.

“Vi kan godt lide at engagere os i lokalsamfundet,” bemærker Maria.

Ude på gulvet med de ansatte

Noget af det, Maria og Jesper holder mest af i hverdagen, er, at yde en god service og samtidig have tæt kontakt med personalet.

“Vi sidder ikke omme bagved og ordner regnskaber, men er ude på gulvet sammen med de ansatte,” understreger Jesper.

Maria og Jesper holder mest af at yde en god service og samtidig have tæt kontakt med personalet. Foto: DragørNyheder.dk

“Vi har 68 medarbejdere. En del af dem er fra Dragør. Der er meget lille udskiftning i personalet, men vi gør også en del for det sociale, holder fester for dem og går jævnligt ud og spiser med de fastansatte. Jeg samarbejder desuden med kommunen om at få unge, som har det svært socialt, i arbejde. Det er noget, jeg brænder meget for,” uddyber Maria.

Maria og Jesper foran butikken på Præstefælledvej. Altid friske varer udenfor som indenfor. Foto: DragørNyheder.dk
Om succesen på Præstefælledvej

Åbnede i 2012. I 2014 modtog Maria og Jesper en pris for at være nummer to REMA 1000 butik i Danmark, der nåede en omsætning på 100 millioner. Butikken har også modtaget Børsens Gazelle-pris (en pris der uddeles af dagbladet Børsen til virksomheder som over en fireårig periode minimum har fordoblet sin omsætning).

REMA 1000  Præstefælledvej 22  2770 Kastrup  T: 32503082  Hjemmeside