Vi har modtaget:

Vi har modtaget: Omklædningsplads til vandhundene i Dragør

Vi har modtaget: De Dragør Vandhunde er en yderst velfungerende forening, med over 800 aktive medlemmer hvoraf ca. 530 er kvinder.

Foto: Dragør Søbad

Indlæg af Katrine Tholstrup (C)

Den 5. december 2018 skulle vi i Børn-, Fritid & Kulturudvalget tage stilling til en ansøgning fra De Dragør Vandhunde vedrørende en udvidelse af damernes omklædningsfaciliteter på Dragør Søbad. En ombygning estimeret til ca. 400.000 kr. som Vandhundende selv vil betale. Ved ombygningen vil et af de udendørs placerede omklædnings”rum” blive inddraget i det nuværende og aflukkede omklædningsrum i forbindelse med saunaen i kvindernes del af Søbadet. Når jeg skriver ”rum” i anførselstegn, så er det fordi, at der reelt blot er tale om nogle bænke under et halvtag, hvor vind, regn og rusk har frit spil i vinterhalvåret, og på nogle af de typiske danske sommerdage, hvor man kan blive i tvivl om årstiden.

Den forvaltningsindstilling som udvalget fik at arbejde med, indeholdte dog en række oplysninger, der ville gøre en tilladelse til Vandhundende et sted mellem 250.000 og 300.000 kr. dyr for Dragørs borgere. Dette fordi strømforsyningen til Søbadet trænger til udskiftning, og ikke kan bære yderligere belastning. Jeg kunne i en Facebook-tråd dog læse, at Vandhundende ikke kunne genkende, at det skulle påvirke strømforsyningen – dette da man ikke ønsker at opføre elinstallationer, da rummet vil blive naturligt opvarmet af saunaen i det tilstødende rum. Dernæst blev det i indstillingen påpeget, at Vandhundende så ville have rådighed over 51 % af omklædningen hos kvinderne.

Dette måtte undersøges nærmere.

Den 5. december 2018 ved middagstid tog jeg derfor på besøg hos De Dragør Vandhunde. Jeg har taget en naturlig respekt for de store gæs foran søbadet med mig fra barndommen, hvor de gerne ville have del af vores medbragte mariekiks og indkøbte skrig-røde romkugler. Jeg kunne konstatere, at selvom jeg i dag er voksen, så skal jeg stadig gerne holdes i hånden, når jeg beder Hr. of Fru Gås om tilladelse til at krydse gennem deres flok på min vej mod badebroen. Denne oplevelse til trods, og selvom jeg personligt ikke kan huske, hvornår jeg mere end blot dyppede træerne i dansk havvand, så gik jeg efterfølgende derfra med seriøse overvejelser om at blive medlem af foreningen. Ikke fordi jeg nogensinde tror, at jeg ville overleve et sekund i det kolde vand, men fordi det simpelthen var så fantastisk at se, hvordan der var så mange mennesker – unge som ældre – med dampende hjemmebrygget kaffe, sprudlende liv og røde kinder, der side om side hoppede i vandet og nød faciliteterne i de forskellige kroge af Søbadet. Det var hyggeligt, og det var fællesskab på en måde, som kun kan gavne en Kommune og dens borgere. Jeg kunne også konstatere, at Vandhundende gladeligt åbner deres omklædningsrum når deres sæson slutter, og sommersæsonen tager sin begyndelse – dette til stor glæde for både Søbad og de ”faste”, der anvender rummene som opbevaring af diverse. Også det nye rum, som Vandhundende ønsker at bygge vil kunne anvendes af sommergæster, hvilket også fremgår tydeligt af deres ansøgning.

Jeg gik begejstret til udvalgsmøde, og da jeg delte mine erfaringer og oplysninger vedrørende tilbygningen, kunne jeg konstatere, at jeg og Konservative, heldigvis ikke står alene med sin begejstring over de aktive Vandhunde i Dragør. Et samlet udvalg valgte på sit møde i december at udskyde sagen således, at udvalget i samlet flok kan besøge Søbadet og få syn for sagen. Dette finder sted på onsdag den 6. februar 2019 kl. 16.00.

Jeg kan nu konstatere, at det fra forvaltningens side stadig vurderes, at strømkablet til Søbadet skal skiftes inden en udbygning kan finde sted. Det er et problem, for der er ikke sat 250.000 og 300.000 kr. til side i det kommunale budget til denne renovering (anlægsmidler). Det vil kræve benhård prioritering fra os politikere, og Konservative er klar til at foretage den prioritering. Selvfølgelig skal De Dragør Vandhunde have mulighed for at forsætte deres succes, og med over 100 mennesker på ventelisten, er det vigtigt at vi foretager den prioritering nu. Jeg er helt overbevist om, at foreningen er medvirkende til at skabe fællesskab på tværs i vores kommune, og medvirkende til at bekæmpe den stigende ensomhed der hersker blandt vores ældre generationer.

Det er Konservatives holdning, at anvendelsen af søbadet i vinterhalvåret har lige så stor berettigelse som anvendelse i sommerhalvåret, og så længe faciliteterne kan bruges fælles uanset årstid, så er det i høj grad noget vi skal arbejde på.

Jeg glæder mig til, at udvalget er samlet på onsdag, så vi kan komme videre med udviklingen af De Dragør Vandhunde.

Med venlig hilsen Katrine Tholstrup (C) og den Konservative Byrådsgruppe.

Læs også: Vandhundene i Dragør mangler omklædningsplads

 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?