Amagers kvindelige bedemand besvarer de seks mest stillede spørgsmål

Det eneste, vi med sikkerhed ved, er, at vi en dag skal herfra. Alligevel er det for de fleste af os et mysterium, hvad der herefter skal ske. Både for den afdøde og de efterladte. Hvad skal der ske med boet, banken og begravelsen? Vi har spurgt bedemand Rikke Drachmann, hvilke spørgsmål hun alleroftest bliver stillet af de efterladte.

Rikke og Casper Drachmann, indehavere af Drachmann Begravelser på Amager.

Af Camilla Lærke Lærkesen

Rikke Drachmann har været bedemand siden december 2014 og er den eneste kvindelige bedemand på Amager. Hun driver bedemandsforretningen sammen med sin mand Casper Drachmann.

”Som social- og sundhedshjælper oplevede jeg andre bedemænd og syntes godt, at de kunne være lidt mere følelsesladede i deres arbejde. Jeg har en moderlig omsorg, der hjælper, når de efterladte har det svært,” fortæller Rikke Drachmann. Hun har aldrig fortrudt, at hun gik ind i bedemandsbranchen. Det giver hende ro at hjælpe de efterladte med rådgivning såvel som kram i den svære tid.

Selvom vi godt ved, at vi alle skal herfra en dag, oplever Rikke og Casper Drachmann, at mange er på herrens mark, når der sker dødsfald i familien. Derfor har vi samlet de seks mest stillede spørgsmål.

Hvad er det første, der skal ske?

Når nogen går bort, er det første man gør at ringe til læge og bedemand. En dygtig bedemand tager dig i hånden og guider dig herfra. Inden bedemanden må hente den afdøde, skal en dødsattest udfyldes og underskrives af en læge. Lægen sikrer, at der foreligger sikre dødstegn, hvorefter de underskriver en dødsattest.

Herefter kører bedemanden afdøde til et kapel.

”Vi kører dem typisk til Sundby Kirkegård, fordi der er et bemandet kapel. Det har vi det bedst med, fordi vi ved, at der er nogen. Man kan også køre til kirkegårdskapellerne i Dragør eller Store Magleby, men der er ingen bemanding,” fortæller Rikke Drachmann.

Hvilken bedemand skal jeg vælge?

Det er vigtigt at vælge bedemand med omhu. Rikke Drachmann anbefaler, at man går ind for at hilse på de forskellige bedemænd, inden man vælger.

”Undersøg, hvad de tilbyder, og hvordan deres priser er. Tag ikke den første og den bedste på google. Gå efter din mavefornemmelse,” siger hun.

Hun fortæller, at mange internetbedemænd klarer det hele på mail og telefon. Her møder du kun chaufføren ved bisættelsen. Det kan være utrygt at overlade sine elskede til en fremmed, man kun har talt med i telefonen, oplever hun.

Kan afdøde beholde sine smykker på?

”Der har altid været et dumt rygte med bedemænd og guld,” fortæller Rikke Drachmann, ”men jeg kan forsikre for, at man roligt kan lade den afdøde have smykker og værdigenstande på.”

Hun påpeger også, at pårørende helt frem til højtideligheden er velkomne i kapellet, hvor de kan komme for at sige farvel.

”Vi er der hele vejen. De efterladte kan altid ringe eller komme forbi. Vi er her, når det er brug for et kram, og når der er brug for at grine. Det er vigtigt at huske, at det også er i orden at være glad indimellem.”

Hvornår skal vi møde op i kirken?

Et af de typiske spørgsmål er også: Hvornår skal vi møde op i kirken?

”Mange tror, de skal møde op en eller to timer før. Det skal de ikke. En halv time før er fint. Det kan godt virke som lang tid, når man står og skal tage imod alle dem, der kommer. Du er pludselig et midtpunkt, når du er mest sårbar.”

Rikke Drachmann er selv til stede ved højtideligheden og erkender, at en bedemand også godt kan fælde en tåre undervejs.

Hvem betaler regningen?

Det er boet, der i sidste ende betaler regningen. Banken kan i de fleste tilfælde lave et udlæg og oplyse Skifteretten herom. På den måde er der ingen, der bliver hængt op på regningen. Du kan også søge om begravelseshjælp, hvis du har fået boet udlagt af Skifteretten, og afdøde havde ret til dansk sygesikring.

Ved dødsfald lukkes afdødes konto til Skifteretten er overstået. Det er der mange, der ikke er forberedte på, fortæller Rikke Drachmann.

”Mange ved ikke, at deres konti bliver lukkede. Vi plejer at rådgive folk til at oprette separate konti og sørge for at lære, hvordan man betaler en regning.”

I bedste fald tager det en måned, før Skifteretten er færdig og kontoen genåbnes.

Var mor eller far medlemmer af folkekirken?

Rikke Drachmann fortæller, at det ofte sker, at familien aldrig har talt om, hvorvidt de var medlem af folkekirken. Det er nemt at undersøge og blot et spørgsmål om at ringe til sognet.

Det kan være en god ide at gøre sig nogle tanker og notater, der kan efterlades til familien, inden det bliver aktuelt. Ved at udfylde dokumentet ”min sidste vilje”, vil man langt hen ad vejen kunne bestemme selv, da en bedemand vil sørge for at opfylde, så meget de kan af det, der står skrevet. Rikke og Casper Drachmann tilbyder gratis samtaler og hjælp til at udfylde ”min sidste vilje”.

Kontakt til Drachmann Begravelser:
Kongelundsvej 308, 2770 Kastrup, Tlf: 2233 8666 www.drachmannbegravelser.dk