Movia har efter længere tids kritik besluttet at handle på sagen om de manglende køreplaner som de besluttede at fjerne fra busstoppestederne i forbindelse med overgang til digitale skærme med trafikinformation. Movias bestyrelse besluttede onsdag i denne uge at opsætte nye ruteplaner.
Ruteplanerne som Movia nu sætter op erstatter ikke de gamle køreplaner, da ruteplanerne alene giver ruteinformation og ikke trafikinformation med tidspunkter. Vil man have præcis information er man henvist til at medbringe sin egen trykte køreplan eller benytte Movias app eller sms service. (læs mere om det længere nede i artiklen)
I en pressemeddelse skriver Movia;
I respekt for de reaktioner, som er kommet til udtryk, har Movias bestyrelse besluttet i enighed, at ruteplanerne på stoppestederne vil blive genopsat. Dette skal sikre, at kunderne får mere tid til at vænne sig til at finde og bruge rutebeskrivelserne på de digitale medier. Der er i alt 14.500 stoppesteder, og Movia forventer at have de sidste rutebeskrivelser oppe på stoppestederne i løbet af sommeren i år. I mellemtiden vil man som noget nyt kunne tage et print af bussens køreplan i bussens folderholder.
De stoppesteder, som ikke har digitale informationsskærme vil blive prioriteret først.
Movias bestyrelsesformand Kirsten Jensen udtaler:
“Vores mål er at få mange mennesker til at vælge at bruge offentlig transport både af hensyn til miljø og for at afhjælpe trængsel. Vi vil også skabe tillid til de nye digitale services, vi leverer til vores kunder. Derfor lytter vi til de bekymringer, som er kommet til udtryk, og styrker overgangen fra det trykte til det digitale på en god måde”.
”En af de ting, som har fyldt mest i debatten er, at det er blevet for svært at se retningen på bussen. Debatten har gjort stort indtryk på os, og derfor har vi besluttet, at sikre en bedre overgang til det digitale ved at styrke muligheden for at se bussens rute og retning på stoppestederne”.
”Vi kommer ikke uden om, at vi skal udvikle os og blive mere digitale i vores samfund. Generelt forventes det, at Movia kan følge med den digitale udvikling, og det er sjældent, at Movia bliver skældt ud for at være for digitale. Derfor holder vi fast i, at vi skal den digitale vej, men vi vil gerne gøre det på en måde, hvor vi kan få så mange som muligt af de borgere med, som gerne vil”.
Movias bestyrelse har lagt vægt på, at der skal være løsninger til de borgere, der ikke er digitale, også selvom gruppen af ikke-digitale borgere bliver hastigt mindre år for år.
Gode tips til trafikinformation
Er du digital? Er du midt-i-mellem? Er du slet ikke digital? |