Gør din cykel klar til foråret

Det ser endelig ud til at vinteren har sluppet sit greb og det spirer af forår alle vegne. For mange betyder det, at cyklen for alvor skal i brug igen. Her får du nogle tip til hvordan du bedst får din cykel ud af vinterhiet og gjort forårsklar.

DET DU SELV KAN:

Det er faktisk slet ikke svært, at lave de helt grundlæggende ting, der skal til for at din cykel er klar til at komme på vejen igen. Rengøring er det absolut vigtigste, når din cykel skal være forårsklar.

Troels Nicolaisen giver gode råd til forårsklargøringen af din cykel. Foto: DragørNyheder.dk

Vi spurgte Troels Nicolaisen fra Troels Cykler i Store Magleby og han kommer med følgende gode fif til en klargøring:

“Efter vinteren har cyklen brug for en kærlig hånd. Salt, koldt og vådt vejr er cyklens værste fjende”, fortæller Troels

“Brug en spand lunkent vand med lidt opvaskemiddel i. Det er helt fint at vaske cyklen med. Brug en svamp eller børste og en klud klud til aftørring. Hvis kæden er meget beskidt er det en god ide at bruge en degreaser spray, forklarer Troels.

DET BØR DU LADE MEKANIKEREN ORDNE:

Det er desværre ikke alt su selv kan klare. Derfor kan det være en god idé at sende din cykel en tur forbi fagmanden som kan give den en får opstramning og lidt smørelse. Kabler, kæde, gear og bremser kan trænge til en kærlig hånd og måske skal der skiftes dæk og slanger.

Hos Troels Cykler kan du få cyklen efterset hele vejen rundt. Et lille eftersyn koster 250 kroner og et almindeligt eftersyn koster 350 kroner. Det store eftersyn koster 450 kroner.

 

6 gode råd fra Cyklistforbundet:

Tip 1: Cykelsmeden er din ven

Har du ikke tålmodighed, tid eller lyst til at se din cykel efter i sømmene, så lad cykelsmeden gøre det.

Tip 2: Brug olie på flaske

Køb olie på flaske i stedet for på spray. Det holder meget længere, er mere miljøvenligt og samtidig slipper man for at få overskydende olie på tøjet eller på fælgen, hvilket nedsætter bremseevnen betydeligt.

Tip 3: Hold snavset på afstand med latexhandsker

Køb en kasse med latexhandsker på apoteket. Med to par handsker på hver hånd slipper du for beskidte fingre, når du skal pille ved kæde, lejer og skruer. Latexhandsker sidder tæt ind til fingrene og koster kun et par kroner stykket.

Tip 4: Tør vandet væk

Olie flyder oven på vand. Husk derfor altid at tørre vandet af, før du giver din cykel olie.

Tip 5: Pas på skruerne

Hver gang du vil stramme en skrue på cyklen, så lav det til en huskeregel altid at løsne skruen, før du begynder at stramme den. Så kommer du aldrig til at ødelægge gevindet eller dit værktøj ved at stramme for meget.

Tip 6: Brug hårspray til håndtagene

Er gummihåndtagene på styret løse, så tag dem af og rens dem. Sprøjt derefter lidt hårspray ind i dem. Det får dem til at sidde ekstra godt fast på styret.

 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?