Man kigger altid på den store flagstang på gården Aldershvile, Kirkevej 129. Hvis ikke det er Dragørs højeste, så er det tæt på. Den 2. maj 2019 var flaget på halv stang.
Af Dines Bogø
Fotograf Dirch Jansen er død. I den senere tid havde han det ikke godt. Vi så ingen Dirch med kamera ved arrangementer i Dragør.
Jeg mødte Dirch Jansen tilbage i 1973. Vi havde købt en byggegrund ved Hartkornsvej og en del af jorden i den store udstykning kom fra gården Aldershvile.
Dirch kunne altid fortælle om ældre tid til os tilflyttere. Skulle vil længere tilbage kunne Ingeborg Jansen, Dirchs mor, træde hjælpende til, bl.a. om Sophus Falck, der kom hos hendes far og begivenheder under besættelsen.
Man kunne spørge Dirch om hans bedstefars udstykninger ved Jægervej, Sophus Falcks Allé og så gav vejnavnet P. Petersens Allé pludselig mening. Peter Petersen var Dirchs morfar og gårdejeren på Aldershvile.
Dirch morede sig, når han fortalte om sit første kamera. Han havde omkring 1949 fotograferet den tidligere tyske kantine/biograf, der lå på Jægervej 13-15. Det var ikke i den kvalitet, som Dirch Jansen senere præsterede.
Vi talte meget om modeltog, da vi begge var fascineret af den hobby. Dirch foretrak modeller af danske lokomotiver og vogne. Han blev glad, når jeg ringede og sagde, at jeg netop havde set den model til salg, han søgte.
Senere sad vi ofte sammen ved møder i museumsforeningerne. Det nu nedlagte Lokalarkivråd var vi begge medlemmer af i mange år.
Ofte fik vi en snak, når vi stod med et kamera ved en begivenhed. Dirch altid med prof. gode kameraer. Han fortalte også, at han på et tidspunkt havde købt et stort udstyr, der kunne konvertere ældre fotos og film til nyere formater.
Dirch havde atelier i gården på Kirkevej. Ikke bare tog han fotos af brudepar, børn m.v., men han hjalp også i mange år med at affotografere ældre fotos, som enten Historisk Arkiv eller vi andre lånte af private.
For et par år siden spurgte jeg Dirch om han ville af med de gl. tyske rullebanefliser, han havde en del af i haven. Svaret var særdeles gerne, men hvordan vil du klare det. Der skal to mand til at flytte dem, som du ved? Historisk gruppe i Lufthavnen hentede dem og man kan gense stenene ved Vilhelm Lauritzens terminal.
Det var ikke ”kun” på Sydamager man så Dirch. I sommerhuset på Saltholm kunne Dirch også dyrke sin store interesse for at kigge på fugle.
Dirchs hustru Inger Kjær Jansen var i mange år arkivleder i Tårnby kommune og Dirch hjalp som på Sydamager også i Kastrup/Tårnby, når der var fotoopgaver til bøger med historiske emner.
Dirch Jansen (1943–2019), en afholdt, venlig vidende mand, der vil blive savnet.