På udkig midt i ingenting – Danmarks sidste havfyr

Når Dragørs borgere går den smukke tur langs vandet ved strandengene, kan de næsten ikke undgå at lægge mærke til Drogden Fyr, derude i horisonten, sydøst for Dragør. Hvad måske ikke så mange ved, er at der døgnet rundt, året rundt, sidder tre mand derude og registrerer al skibstrafik i Øresund gennem en kikkert. Fyret, som er landets sidste bemandede havfyr, har i årevis været truet af lukning og nedrivning, men ingen moderne teknologi kan endnu erstatte det menneskelig øje.

Tekst og fotos: Thomas Arnbo

Lige for enden af sejlrenden igennem Øresund ligger Drogden Fyr. Det har det gjort siden 1937, og før det lå her fyrskibe. Fyret har i 2017 haft firs års jubilæum. Her sidder stadig tre mand på skift, i vagt en uge ad gangen, og holder øje med alt hvad der sejler forbi og indsender oplysningerne til Søværnets Overvågningsenhed. Vi har fået lov at komme på besøg et døgns tid med Fyrleder Hans Henning Madsen, der sammen med fyrassistenterne Rudi Larsen og Henry Møller Heuck har ugens vagt på fyret. Hans Henning er 56 år, og har arbejdet på fyret i snart 24 år. Før det har han blandt andet arbejdet på Skjoldnæs Fyr på Ærø, og har været ansat i Søværnets Kystudkigningstjeneste siden 1983.

For Hans Henning Madsen starter dagen tidligt, kl. kvart i fire om morgenen, når han skal på vagt. Han bor i Holstebro, så der er lang vej til arbejde, inden han skal påmønstre kutteren Gerda IV i Dragør Havn. Han kan lige nå en kop kaffe og en bid mad inden han skal med toget klokken halv fem. Efter turen med tog og bus skal han også sammen med de andre nå at købe ind i Dragør, til hvad der skal bruges af mad og fornødenheder til den næste uge. For på fyret skal de tre mand sørge for alting selv. De skiftes til at lave mad, og rutinen er sådan, at alle hver især køber ind til hvad de vil servere de gange, det er deres tjans.

Skipper Jens Wagner og hans assistent Jan Palm tager imod på lodsmolen midt i Dragør Gamle Havn klokken halv elleve. De får pakket alt ned i den store kasse af rustfrit stål der står på dækket af kutteren, som er beregnet til at kunne hejses op af kranen ude på fyret, når de er kommet derud. Efter andre også har fået pakket deres ting, er der klar til afgang, og Gerda IV stævner ud i bølgerne i havnemundingen.

Det blæser friskt denne dag. Omkring 10-12 meter i sekundet fra nord. Det tager en halv times tid at sejle turen, og langsomt nærmer Gerda IV sig rullende i søen det gamle fyr, der tårner sig tyve meter op over havets overfalde foran skibet. Idag lægges til ved fyrets vestlige side, på bagbords side af kutteren. Straks fortøjningen er fast, går arbejdet med kranen igang med at hejse stålkassen med ugens forsyninger og tasker op på fyret. Det afgående vagthold, der glæder sig til at komme hjem og holde fri efter otte dage på fyret, står klar ved kranen, og er klar til også at hejse deres egen kasse med ting ned på Gerda IV, når den anden er kommet op.

Vel ombord på fyret, går rutinerne straks igang. Det er Hans Henning der har den første vagt på i vagtstuen med udsyn over hele sydlige Øresund og ind til Dragør oppe i fyret, og han sætter sig straks i stolen og får et overblik over trafikken.

Lidt senere står den på kaffe og kage. Det er nemlig kutyme at besøgende har kage med og den håndhæves også idag. Til aften er det også Hans Hennings tjans at lave mad, så der skal steges oksekød, snittes løg og hvidløg, – store mængder af hvidløg, for det elsker han. Aftenens menu står på lækker lasagne, brændvarm, direkte ud af ovnen. Dertil frisk salat og brød. De andre går igang med at pakke varer ud og indlogere sig i deres kammer nede i fyrets sokkel, hvor der også er maskinrum, vaskekælder, motionsrum og værksted. Men inden maden bliver serveret, tager de tre lige en snack med gulerodsstænger, lidt chips og dressing, – og endnu flere hvidløg, – og får sig en skål og byder velkommen til ugen sammen på fyret. Men skålen er kun i vand. Alkoholindtag er strengt forbudt på fyret. Undtagelsesvis kan der dog ansøges om tilladelse til indtagelse af en enkelt genstand, i tilfælde af særlige mærkedage.

I køkkenet har alle deres faste plads. Den der har vagten, sidder for bordenden, så han hurtigt kan nå at løbe op i vagtstuen, hvis nogen kalder over radioen, og han sidder jævnligt og spejder efter skibe ud gennem vinduerne. Idag er der dog ikke megen trafik, så middagen indtages i ro og mag.

Livet går sin rolige gang på den lille ø af jernbeton og granit midt i intetheden. Skibe spottes og registreres. Udover den primære opgave med at overvåge skibstrafikken skal fyret også vedligeholdes. Den store linse med hvid, grøn og rød fyrkarakter skal pudses, og pæren på 1000 Watt skal skiftes med jævne mellemrum. De fire dieselmotorer der forsyner fyret med strøm skal tjekkes for olie, og DMI´s elektronik til måling af vejr, strøm og bølgehøjde skal tilses. Og så er der selvfølgelig madlavning og rengøring.

Aftenen går på hæld, og Hans Henning tager sig tid til at gå ud og beundre solnedgangen. Himlen farves rød og gul over det blågrønne vand der omkranser fyret i alle retninger, og fyret lyser forskellige farver udover havet i det begyndende tusmørke. Selv om fyret er tredive meter langt og sytten meter bredt, kan man godt føle sig ret lille herud midt i ingenting. Nærheden til himlen og havet er allestedsnærværende, uanset hvor man opholder sig.

Aftenstemningen kalder på tid til eftertanke. Hans Henning fortæller:

“Det er en fantastisk arbejdsplads, og jeg har aldrig overvejet andet. Men det kræver nok en speciel psyke. Det skader ikke at være lidt introvert. Man skal kunne drive sig selv. Der er mange små opgaver, som ingen andre gør for os, og det kræver at vi har et godt forhold til hinanden, når vi går så tæt sammen 24 timer i døgnet.”

Man skal kunne holde ud at være væk hjemmefra. Familien skal være indforstået med at der er ting man må give afkald på. Der er fester man ikke kan komme til. På fyret gør man heller ikke så meget ud af højtiderne.

“Jeg har aldrig haft det sådan, at jeg ikke havde lyst til at tage afsted på vagt. Det dur ikke hvis man er for egenrådig, og lader de andre i stikken, for på en måde er vi jo et meget lille samfund her.”

Derfor har folkene på fyret næsten heller ingen sygefravær.

“Her tager vi tingene som de kommer, og derfor når tingene heller aldrig at udvikle sig. Vi er på en arbejdsplads, hvor der ikke er nogen der kigger os over skulderen. Det er frihed under ansvar. Det giver stor mening at holde øje med skibstrafikken, at opretholde Danmarks suverænitet, og at nogen kan bruge de oplysninger vi giver videre.”

Indimellem kunne Hans Henning godt ønske sig at det var havblik når holdet sejler ud til fyret, men vejrets vekslen og årstidernes skiften har altid sin egen charme.

“Vi oplever nogle helt fantastiske solopgange og nedgange, men når det rigtig stormer eller tordner og lyner, så er det også lige så fascinerende. Så skal man lige tænke sig om inden man åbner vinduet, for så slår søen op om fyret. Og vi ved jo, at det indimellem ikke lige kan lade sig gøre at komme hjem, hvis vejret er for dårligt til at Gerda kan sejle herud og lægge til.”

Det er sjældent at rutinerne på fyret bliver brudt, men det sker.

“For ti-femten siden var der et skib på tre-fire tusind tons, der sejlede lige ind i fyret i tæt tåge. Fyret tog ingen skade, men skibet led skade mistede sit anker der hang i stævnen. Så det ligger på bunden herude syd for.”

Det er heller ikke altid helt ufarligt at være ansat på fyret. For nogle år siden havde Hans Henning selv et alvorligt uheld, hvor håndtaget på kranen der sænker ting op og ned fra kutteren knækkede. Hans Henning, der havde lagt kræfter i håndtaget, mistede balancen og faldt de seks meter ned på granittrappen. Men han slap mirakuløst med at hul i knæet på trods af det dybe fald, og kunne nøjes med en tur på skadestuen, dog med halvanden måneds sygemelding fordi han ikke måtte bøje knæet mens det helede.

“Der kunne jeg godt have slået mig ihjel. Men der var helt sikkert én der holdt hånden over mig. Det var ikke min tur endnu, så jeg regner absolut med at blive her til fyret enten lukkes ned eller jeg går på pension. Jeg håber på det sidste, men det er jo ude af vores hænder, hvad der skal ske, så vi tager det som det kommer”.

Hans Henning skal på nattevagt. Så han tager igen plads i sin stol foran skærmene med radarbilleder og andet. Indimellem går han hen og tager den store kikkert og kigger ud på et forbisejlende skib. Hvis han ikke kan se navnet ordentligt fordi det er mørkt, har han en lyskaster, som han sender en lang lyskegle over mod skibet med.

Det er tid til at gå til køjs for Dragør Nyheders udsendte. Der er bælgmørkt i det lille trekantede kammer med seng, skrivebord, håndvask og spejl dybt nede i fyrets sokkel. Om natten kan man i sengen ind imellem høre den tunge, summende lyd fra skruen af et stort skib der sejler tæt forbi, og der krydses fingre for at en påsejling ikke lige sker igen denne nat ude i intetheden.

Heldigvis er vinden løjet så meget af næste morgen at det kan lade sig gøre at sætte en drone op og få nogle flotte luftfotos af fyret med Øresundsbron i baggrunden. Gerda IV kommer ud til fyret for at losse vand og diesel, og så er der mulighed for at få et lift hjem.

Hans Henning og de andre to på fyret står og vinker farvel fra fyrets dæk da kutteren igen sætter kursen mod Dragør.