Dragør Boldklubs oprykningsdrømme definitivt knust

Efter to sejre i træk blev det spinkle håb om en playoff-plads i fodboldens Serie 1 definitivt skudt ned lørdag eftermiddag på Holger Danske Arena. Efter en dramatisk afslutning med mål i begge ender af banen i de sidste fem minutter tabte DB 2-3 til Viktoria.

Foto: DragørNyheder.dk

Af Henrik Hvillum

Det startede ellers så godt, da Frederik Glendorf bragte hjemmeholdet foran 1-0 efter 26 minutters spil Objektivt set var det ikke helt fortjent, for Viktoria havde haft bolden i nettet tidligere, men der blev fejlagtigt dømt frispark til målmanden, hvorfor målet blev annulleret.

Glæden over føringsmålet varede dog kun 10 minutter, inden gæsterne udlignede, men kort inden pausen havde Viktor Mouritsen en stor chance for at bringe DB foran på ny.

Det mislykkedes, og efter sidebyttet viste udeholdet klassen. Scoringen til 1-2 seks minutter inde i anden halvleg så længe ud til at blive kampens sidste. Midtvejs i halvlegen havde ”de gule” endda fordel af at være en spiller i overtal i 10 minutter, men det blev ikke udnyttet trods stor spilovervægt.

Det kneb dog med at komme frem til regulære målchancer, men efter 88 minutter spil lykkedes det alligevel. Frederik Frost blev fældet inde i straffesparksfeltet, da han gik imellem to modstandere, og dommeren pegede korrekt på pletten.

Den spinkle oprykningsdrøm fik ny næring, da træfsikre Jamie Carter omsatte til scoring og udligning til 2-2. Var det blevet resultatet, kunne Dragør have været tilfredse, men to minutter inde i tillægstiden viste Viktoria klassen, og på dramatisk vis blev bolden sendt i mål til slutresultatet 2-3.

Foto: DragørNyheder.dk

Træneren: Spillerne overholdt ikke vores aftaler

Dermed er den i forvejen mikroskopiske chance for en playoff-plads i rækken stort set forduftet, men det var nu hverken det faktum, at Dragør Boldklub også næste år er at finde i Serie 1, eller at modstanderen scorede til allersidst, der plagede cheftræner Henrik Gundersen:

– Vi vidste på forhånd, at Viktoria er blandt de bedst kørende hold her i foråret, men vi laver nogle børnefejl, ekstremt mange fejlafleveringer og spillerne tager nogle beslutninger, som ikke er aftalt. Hvis én mand gør det, så ved de 10 andre ikke hvad der foregår, og det valgte vi så at bruge hele første halvleg på, sagde en ærgerlig Henrik Gundersen bagefter til DragørNyheder.dk.

Det gik dog bedre med at overholde aftalerne efter pausen, og det så som nævnt også ud til, at DB skulle have det ene point med fra kampen.  Men med savnet af Mikkel Merser i forsvaret var defensiven hårdt ramt, hvilket viste sig at være afgørende:

– Spillerne havde i visse situationer mere travlt med f.eks. at vise dommeren, at der var offside end at koncentrere sig om opgaven og overholde de aftaler vi havde lavet inden kampen. Det gjorde dem frustrerede, og derfor løb de ofte rundt som høner uden hoveder, mente cheftræneren.

Nu er den teoretiske chance for oprykning stort set væk, selv om der resterer fire kampe. Der er fem point op til den tredjeplads, som kunne have givet en playoff-chance. Men det faktum optog nu ikke Henrik Gundersen:-

– For mig handler det ikke om oprykning, men om at vinde alle kampe. Hvis man gør det, så rykker man op. Det vigtigste for mig er dog mere, hvordan vi spiller, hvordan vi træner, og hvordan vi leverer varen. Det har vi gjort langt henad vejen her i forået, så jeg tror også på, at vi kan spille med om oprykning i næste sæson, sluttede den skuffede træner.

Dragørs næste opgave er på udebane mod Fix lørdag d. 1/6 kl.13.

Seneste artikler

Lufthavnen søger medlemmer til dialogforum

Københavns Lufthavn vil etablere et forum, hvor lokale organisationer kan være med i en dialog om lufthavnens rolle i lokalsamfundet – alle synspunkter kan blive repræsenteret, lover repræsentant for lufthavnen.

Fik du læst?