Dragør U17-drenge kan vinde deres række med sejr i lokalopgør

I børne- og ungdomsfoldbold hører man tit fraser som ”det skal være en leg at spille”, ”vi er med for at lære”, eller ”der skal ikke være fokus på resultatet, men på processen”. Det er gode og velmenende hensigter, men når man nu HAR chancen for at vinde noget, skal man så ikke også gå efter det?

DB´s U17 drenge kan ende med en ultimativ topplacering når de på søndag kl. 13.30 møder Fremad Amager i topbrag på hjemmebane i Dragør. Privatfoto

Af Henrik Hvillum

Det kan i hvert fald mærkes på Dragør Boldklubs (DB) U17-trup, som er i gang med de sidste forberedelser til sæsonens sidste og vigtigste kamp, at man MEGET gerne vil vinde den næste kamp. Ikke nok med, at det er et lokalopgør mod Fremad Amager, hvis træner Kim Grønved selv har været i DB, men samtidig vil en sejr udløse den ultimative topplacering i U17 Pulje 1 under DBU København.

Efter en sejr på 6-3 over Husum i sidste weekend har DB nemlig stadig kun tabt én kamp igennem hele sæsonen, hvilket prekært nok skete netop i den omvendte kamp i Sundby Idrætspark mod Fremad Amager. En hjemmesejr på søndag udløser derfor en førsteplads i rækken, selv om man netop nu er 3 point efter førerholdet Frem. I indbyrdes opgør er DB bedst, mens Frems målscore er fire mål bedre end Dragørs.

– Vi ved godt, at der kræves en ekstra indsats på søndag, men for det første føler vi os velforberedte, og for det andet har vi en følelse af nærmest at være uovervindelige, fordi vi så sjældent taber en kamp. Selvfølgelig må vi ikke blive overmodige eller selvtilfredse og tro, at vi har vundet på forhånd, men jeg er meget optimistisk i forhold til at få et godt resultat i form af en sejr, fastslår U17-holdets træner Mark Klinke.

Det er i øvrigt blevet lidt af et tilløbsstykke at følge U17-drengenes bedrifter. Omkring 25 af spillernes kammerater er erklærede hardcore-fans, som sørger for ”Fenerbahce-lignende” tilstande og intens stemning til holdets kampe.

Lokalopgøret spilles på søndag kl.13.30 på DB’s opvisningsbane.

Seneste artikler

Fik du læst?