Søren Houen Schmidt er ny repræsentant for Cyklistforbundet i Dragør    

Cyklistforbundets nye repræsentant i Dragør er en velkendt skikkelse på to hjul i bybilledet – både på sin egen elskede Bullit og som cykelpilot i Cykling uden alder. Navnet er Søren Houen Schmidt og målet er bl.a. at Amager skal være “Cykeløen Amager”!  

Privatfoto

Søren Houen Schmidt, der blandt andet har været initiativtager til etableringen af lokale del af Cykling uden alder samt Dragør Cykellegebane på havnen for tre år siden, er blevet udpeget som lokalrepræsentant for Cyklistforbundet i Dragør.

Som lokalrepræsentant skal han blandt andet bidrage til at løfte Cyklistforbundets dagsordener i Dragør, hvilket han glæder sig meget til.

“Jeg har gennem et stykke tid talt med både Cyklistforbundets direktør Klaus Bondam og også talt med landsformanden Jette Gotsche om den tomme plet på Danmarkskortet, når det kommer til lokalrepræsentanter. Jeg kunne fortælle, at Dragør har en strategi om, at “flere skal cykle til mere”, men at jeg samtidig ser en udvikling, hvor flere børn bliver kørt til mere og hvor normen nærmere er en bil pr. voksen end en bil pr. familie”, fortæller Søren Houen Schmidt.

Søren er selv en ivrig cykelpendler og da han og konen Marianne, som han også har firmaet Rekommanderet sammen med, flyttede til Dragør, var det med aftalen om, at de ikke selv skulle have to biler.

“Dragør er så tæt på København, at det er oplagt til at cykelpendle. Der er 14 km til Rådhuspladsen – og lidt længere, hvis man tager den super fine tur rundt om lufthavnen og langs Amager Strandpark. Derfor er det også fantastisk, at både Dragør og Tårnby Kommune har meldt sig ind i Supercykelsti-netværket, således at vi kan sætte yderligere fokus på muligheden for at pendle på cykel”.

Men også rundt i Dragør, er det oplagt at gøre en indsats for, at få flere til at cykle til mere.

“Dragør er så lille en kommune, hvad angår areal og langt hen ad vejen, har vi en super infrastruktur for cyklister. Der er altid plads til forbedringer, og jeg vil også snart tage fat i kommunen, for at kigge på de små optimeringsmuligheder der findes, for at øge trygheden og incitamentet for at skifte bilen ud med cyklen”.

Derfor er det som oftest også på cykel, at man ser Søren i bybilledet i Dragør – og skulle det ske i bil, er der nok en god forklaring bag.

“Jeg har givet mig selv det benspænd, at jeg ikke kører i bil i kommunen. Så hvis jeg er i bil, er det fordi jeg har også har et ærinde udenfor kommunen. Eller jeg har været på genbrugspladsen”, slutter den udpegede lokale cykelrepræsentant med et grin.

Det vil Søren gerne forbedre som Cyklistforbundets lokale repræsentant: 

  • At få ændret Amagers brand – fra “Biløen Amager” til “Cykeløen Amager”
  • Optimere de små mangler i Dragør Kommunens cykelinfrastruktur, for at få endnu flere til at cykle
  • Få cykler på dagsordenen i daginstitutioner og skoler, så endnu flere børn er på cyklen
  • Arbejde for Supercykelstier til København
  • At få skabt en permanent cykellegeplads i Dragør

Du kan læse mere om Cyklistforbundet her

Læs også: Dragør – Et sted med mennesker med hjerte

 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?