Tusindvis af lyn slog ned onsdag aften – også i Dragør

En SAS-medarbejder i lufthavnen blev ramt og der gik brand i et hus på Bylaugsvænget, da årets hidtil værste tordenvejr i går ramte Danmark.

Af Pia Melander Guilbert

Kæmpe tordenskrald og koldt blåt lys skar gennem stuerne onsdag aften. Vagtchef hos DMI, Henrik Gisselø vurderer at mellem 3000 og 4000 lyn slog ned over Danmark, og Dragør gik ikke ramt forbi.

Foto: kj-foto.dk

Klokken 22.22 satte et lynnedslag brand i et værelse på første sal i et rækkehus på Bylaugsvænget. Det lokale brandvæsen rykkede ud med assistance af køretøjer fra Christianshavn. Branden kunne dog slås ned med en enkelt højtryksslange, og ingen mennesker kom noget til. Efterfølgende blev huset gennemgået med termisk kamera og der blev luftet ud.

Foto: kj-foto.dk

SAS-medarbejder ramt i lufthavnen

Cirka samtidig som lynnedslaget på Bylaugsvænget blev en 58-årig mand ramt i Kastrup Lufthavn, hvor et lyn formentligt slog ned i en mast tæt på, hvor manden stod og arbejdede. Den 58-årige blev efterfølgende kørt i ambulance til Rigshospitalet, hvor hans tilstand i dag meldes stabil. Manden var ansat i SAS-selskabet Spirit Air Cargo Handling, og administrerende direktør Hans Henrik Spangenberg udtaler til Ritzau:

– Vi har aldrig oplevet dette før, og det er en rigtig uheldig og ulykkelig situation. Vi vil nu gå igennem vores procedurer sammen med lufthavnen.

Til dr.dk udtaler læge Rikke Holmgaard at den umiddelbare konsekvens af at blive ramt af strøm, som for eksempel lyn, er hjertestop, men lynet kan for eksempel også give skader i muskler og nervevæv, så det er nødvendigt at amputere. Det er dog heldigvis sjældent, at mennesker bliver ramt.

Ifølge DMI fortsætter lyn- og tordenvejret lokalt de kommende dage.

Gode råd når det lyner

  • Er du i vandet, så kom op på land.
  • Sid med fødderne helt samlet, så du er ét punkt.
  • Sid ikke under et enkeltståede højt træ.
  • Er du i bil, så bliv der.
  • Rør ikke ved jorden med både hænder og fødder.

Kilde: dr.dk

 

Seneste artikler

 
 

Fik du læst?