I ugens løb forlængede Dragør Boldklub (DB) kontrakten med cheftrænder Henrik Gundersen, så han også i næste sæson står i spidsen for spillerne i de gule bluser.
Af Henrik Hvillum
Man må sige, at hans udvalgte viste ham maksimal tillid lørdag eftermiddag, da et succesrigt forår blev afsluttet med en sejr over Vigerselv BK. Slutresultatet 4-2 betød, at DB med sin fjerde sejr i træk overhalede dagens modstander og dermed sluttede på fjerdepladsen i tabellen.
Gennem hele foråret har det stået klart, at FC Udfordringen og kendis-klubben FC Græsrødderne ikke var til at nå på de to øverste pladser, som giver adgang til Københavnsserien, men efter en flot halvsæson som bød på 9 sejre i 13 kampe, lagde man sig lige i slipstrømmen på de to absolutte tophold.
Som cheftræner Henrik Gundersen udtalte til DragørNyheder.dk i ugens løb, er han meget tilfreds med både spillet og resultaterne i den nu overståede halvsæson. Nu er den sidste kamp spilet, og efter nogle ugers velfortjent ferie kan man begynde arbejdet hen imod den kommende sæsons store mål, nemlig at rykke op i Københavnsserien.
Læs også: Succestræner forlænger med Dragør Boldklub
Hos dagens hjemmehold blev Frederik Aarup Frost den store helt med to scoringer, mens Jonathan Bligaard og Jamie Carter stod for de øvrige DB-scoringer. Sæsonen 2019/20 i Serie1 begynder i august.
Inden kampen mod Vigerslev BK blev fløjtet igang var der tid til at hædre DB´s Johnni Rosenquist for sine 250 kampe i den gule trøje. Blomsterne blev overrakt af Dragør Boldklubs seniorformand Simon B. Kristensen akkompagneret af klapsalver fra begge hold.