Både A27’s U14- og U17-hold spillede med om førstepladsen i sidste runde af forårssæsonen, men det blev til to andenpladser.
U14- og U17-holdene i A27 (talent-overbygningen for AB Tårnby, Dragør Boldklub og Kastrup Boldklub) har begge haft en meget flot forårssæson, og der var mulighed for at løbe med rækkesejren i sidste spillerunde. U14-holdet i Øst 1-rækken var sikre på andenpladsen og spillede en direkte finale på udebane mod Frederiksberg-klubben FA 2000. A27 var tre point efter FA 2000 inden kampen og skulle derfor vinde kampen, mens Frederiksberg-drengene kunne nøjes med uafgjort.
Det blev en flot og medrivende kamp, hvor A27 var foran både 1-2 og 2-3 på et hattrick af topscorer Kevin Westen, inden det fysisk stærke FA 2000-hold desværre fik overtaget det sidste kvarters tid og vandt 5-3. Dermed måtte U14-holdet tage til takke med andenpladsen, hvilket dog er stadig er et glimrende facit efter en flot sæson og en klar forbedring både point- og placeringsmæssigt fra femtepladsen i efteråret. Og det betyder, at A27 er blandt de otte bedste U14-hold øst for Storebælt. Fire drenge fra holdet, Kevin Westen, Lucas Franco, Poul Kudahl Sørensen og Sejad Ismaili, er også udtaget til at deltage i DBU’s talenttræf for U14-årgangen, som foregår over fire dage i Jylland i denne uge.
U17-holdet lå også på andenpladsen inden sidste spillerunde i Øst 2-rækken. Hvis de skulle nappe førstepladsen, krævede det dels en sejr hjemme over KB 2, samtidig med at topholdet GVI skulle sætte point til i deres kamp. Alternativt skulle vi vinde med mindst seks mål mere end GVI og dermed overhale dem på målscoren.
A27 gjorde deres del af arbejdet ved at vinde 3-0 på to mål af topscorer Mathias Rahbek og et enkelt af Sebastian Rosdahl Agø. Men da GVI desværre også vandt, måtte vi nøjes med andenpladsen á point med GVI, men med en dårligere målscore. Det har dog været en flot sæson for U17, som markant forbedrede niendepladsen fra efteråret.
To nye A27-årgange efter sommerferien
Mens U14 og U17 altså spillede med helt i top, havde A27’s U15-hold i Øst 1-rækken en mindre god sæson. De vandt de første tre kampe i sæsonen, men tabte derefter de sidste otte og sluttede på 11.- og næstsidste pladsen.
Efter sommerferien udvider A27 fra tre til fem hold i DBU-turneringerne. Vi stiller op i både U13, U14, U15, U16 og U17, og A27’s sportsligt ansvarlige Michael Haase ser frem til en spændende sæson.
”Både U14 og U17 har haft en virkelig flot sæson, og det siger noget om substansen i A27-projektet, at vi nu for fjerde gang på blot et år har spillet med om rækkesejren på sidste spilledag. Vi har nu også DBU-licens, og det betyder, at alle vores hold fra U13 til U17 er sikret plads i DBU’s eliterækker. Og jeg ser meget frem til at se de nye årgange i aktion efter sommerferien,” siger Michael Haase.