Hestekræfter, historie, kultur og natur er blot nogle af de ord som kan knyttes til weekendens oplevelser i Dragør. Hestekræfter kommer der mange af når Amager Bike Run for 5. gang tager turen rundt på Amager med fast stop i Dragør.
Amager Bike Run 2019 – lørdag
Det forventes at der kommer op mod 500 motorcykler med på turen rundt hvor der køres en rute på ca. 60 kilometer med tre faste stop som er Dragør, Kastrup Fort og Langebro inden der sluttes af med pølser og en forfriskning i MC Fællesskabet Loge 13 på Hornevej i Kastrup.
Amager Bike Run er født med udgangspunkt i Amager Rundt, som oftest foregår på cykel, og da der er en lang tradition for MC Fællesskaber på Amager blev idéen ført ud i livet, første gang, for fem år siden. Det er MC Fællesskabet Loge 13 på Hornevej i Kastrup som er initiativtager til Amager Bike Run og Thomas Bek som er én af initiativtagerne fortalte sidste år til DragørNyheder.dk at der det første år var 75 tilmeldte, andet år 220, tredje år 320 og sidste år var der omkring 470 motorcykler med på turen Amager Rundt. “Næste år (2019) kan vi måske godt nærme os 600-700 deltagere” sagde Thomas Bek dengang til DragørNyheder.
Amagermuseet – Amagerbonde for en dag
På Amagermuseet er der gang i aktiviteterne og mulighed for at prøve kræfter med gamle færdigheder. Få en skudsmålsbog og saml stempler og få små tidstypiske bemærkninger fra gårdens tjenestefolk. Derudover åbner museets pølsemageri lørdag 20. juni, hvor gæsterne kan fremstille deres egen pølse sammen med slagtemester Jens Jannick. Lørdag og søndag er museets drejer også i gang med at lave tøndestokke. Se hvordan en drejebænk virker og følg William i arbejde.
Gårdens dyr vil også gerne have besøg. Se de mange høns og klap de kælne geder og kaniner. Og hvordan er det lige med de gode manerer? Husker man at neje og hilse høfligt på fruen eller herren på gården?
Voksne: 60 kr.
Museet har åbent fra 12 til 16. Hovedgaden 4, Store Magleby. Se mere her
Skånsk Flagdag og gratis byvandring – søndag
På denne side af Øresund markeres Skånsk flagdag søndag den 21. juli 2019. Det skånske flag vil man den dag kunne se flere steder i Dragør.
Medlemmer af ”Foreningen Skånsk Fremtid” mødes kl. 13.00 i Café Dragør Sejlklub til frokost. Alle interesserede er velkomne og man bestiller individuelt mad og drikke.
Kl. 14.15 starter gratis byvandring med byens farvehandler Jørgen Palm Steffen. Alle er velkomne.
Dragør og Unesco, byvandring – lørdag
Lørdag fra kl 14-15 kan man hoppe med på endnu en byvandring fra turistkontoret på havnen i Dragør. Temaet er “Dragør & Unesco” som guides af Jan Engell. Der opkræves entre for deltagere.
Naturcenter Amager – uge 29/30 – KNOB OG BIVUAK
I uge 29 og 30 kan I lære at lave forskellige knob og bruge dem til at bygge en bivuak.
Kl. 11 og kl. 14 står de klar på Naturcenter Amager til at vise jer alle knobene og fortælle lidt om de bedste måder at sove under stjernerne på. Se mere her
Rigtig god fornøjelse.