Gæster på “Go Hotel” i Tårnby finder også ud af, at Dragør er værd at besøge. Hotellet ligger over for Tårnby kirke og kun få minutters kørsel til mange oplevelser.
Af Dines Bogø
Mange har bemærket, at der pludselig er kommet en høj bygning tæt op ad hotellet på Englandsvej 333, der officielt har indkørsel og adresse på Gemmas Allé 203.
1943
Den første bygning er opført i 1943-45 af ”De samvirkende Menighedsplejer” som hjem for kronisk syge. Grundstenen blev nedlagt den 29. juni 1943.
Den 6. december 1945 kunne man officielt indvie ”Tårnbyhjemmet”. En lang byggeperiode, fordi det var meget vanskeligt, at skaffe materiale til nybygninger under og efter besættelsen.
Plejehjemmet nedlægges
Allerede i halvtredserne var plejehjemmet blevet udbygget. I 1999 mente man, at bygningerne trængte til en kraftig renovering og beboerne blev flyttet. Flere beboere kom bl.a. til plejehjem i Sundby og mange andre til plejehjem på Nørrebro.
I et par år udlejede ”De samvirkende Menighedsplejer” Tårnbyhjemmet til Røde Kors, der bl.a. anbragte 156 Kosovo-albanere i bygningerne.
I 2001 blev Tårnbyhjemmet solgt og 3. september 2003 åbnede ”Zleep Airport Hotel” med 93 værelser. Fra 2017 hedder hotellet ”Go-Hotel”.