Lørdag den 27. juli 2019 var det ”Lodsens dag” på Dragør havn. En dag hvor Dragør strålede om kap med sommersolen og hundredevis af besøgende i byen. I dagens anledning var der gratis adgang til Danmarks Lodsmuseum, der er indrettet i den tidligere lodsstation, som den så ud i 1984.
Af Dines Bogø
På pladsen foran museet fortalte de frivillige om lodsernes verden før og nu.
På dagen var der gratis adgang til museet, som er Danmarks ældste Lodsstation. Indretningen er fra 1984, hvor der også var 300 års jubilæum.
Arrangementet var for alle nysgerrige børn og voksne. Børnene kunne få en flot søfartsbog, hvor deres forskellige aktiviteter var indført.
Det var rigtig morsomt, at se børnene overraskelse over at opdage, at man ved hjælp af taljer kunne løfte et anker, som de ellers ikke kunne løfte fra jorden.
Man kunne lære at navigere et skib på en model, hejse flag på lodsbåden, lære at morse og meget andet.
I år kunne man også se, hvor langt de frivillige var kommet med restaureringen af den gamle lodsbåd ”Ravnen”, der er fra 1880.